Shoplifters

En lille cirkelbevægelse med pegefingrene, og så sætter de i gang. Drengen lader poser med nudler og bønner glide ned i skoletasken, mens hans mandlige medsammensvorne skærmer ekspedientens blik. Et puf på albuen, og så er de ude af butikken.

Der er film om mennesker med høj moral og film, der dyrker det liflige sug ved at lade publikum sympatisere med lovbrydere.

Men midt imellem ligger der en pulje af film, som ikke har travlt med at løfte pegefingre. Film, som bliver fascinerende og anfægtende, fordi de trækker os ind i en zone, hvor menneskelige hensyn står højere end loven.

Dette års Guldpalme-vinder fra Cannes er netop sådan en fortælling om fattigdom og kærlighed. Det er også en film, der undersøger, hvad en familie er og skal.

Familiefaren Osamu har rundet de 50 år uden håb om nogensinde at komme til penge (han spilles med skønt hverdagslune af Lily Franky, en genganger fra Kore-edas tidligere film). Han og sønnen Shota lever af ufarlige smårapserier, og det virker, som om lokalsamfundet accepterer det.

De er ikke dårlige mennesker.

Det understreges, da de finder en forladt lille pige og tager hende med hjem til familien. Loven er ikke en faktor i deres univers (senere forstår vi hvorfor), så da de opdager tegn på børnemishandling, er det logiske valg at tage hende til sig.

Pigen hedder Yuri, hun er fem år og bliver et samlingspunkt for Shibata-familien i deres slidte forstadsrækkehus.

Gulvenes tatami-måtter er knap nok synlige, fordi populationen allerede langt overstiger det forsvarlige. Papstorebroren sover i et skab, mens Osamus kæreste og dennes halvsøster kæmper om både gulvplads og jobs. Det er bedstemor Hatsue, der samler foretagendet og dysser de uundgåelige skærmydsler ned. Yuri er den datter/ lillesøster/niece, som de ikke vidste de manglede.

Kernen i filmen er de vidt forskellige følelsesmæssige skred, som den uformelle adoption sætter i gang. Én i familien bliver skruk, en anden jaloux. Forhold, som før var accepteret, bliver der nu set skævt til.

Kore-eda har i de seneste ti år lavet milde og mere eller mindre sentimentale film om svære familierelationer, for eksempel Still Walking, Søstre og Efter stormen. Han blander vrede og afmagt, håb og selvbedrag, med stor empati.

Kore-edas seneste ligger i forlængelse af disse film i den forstand, at hans personer aldrig bliver til typer. Heller ikke Yuri (spillet med råstyrke af Miyu Sasaki), som efterhånden snarere bliver en trussel mod sammenholdet end en gave.

Shoplifters viser mere end nogen Kore-eda-film, hvor dygtig en fortæller han er: Der er mange hemmelige låger at åbne i denne familie!

Og først sent, da man som tilskuer er helt inde under huden på familien, bliver det omkringliggende samfunds mekanismer lukket ind i fortællingen. Slagkraften i sceneskiftet er overvældende og siger alt om, hvor elegant Kore-eda har trukket os ind i sit mikrokosmos.

Ikke siden Nobody Knows fra 2004 – en film om en søskendeflok, hvis mor rejser bort efter at have forbudt dem at forlade lejligheden – har Kore-eda lavet en film, der med så stor effekt blander tragedie og skønhed.

De små korridorsamtaler, den for instruktøren sjældne sexscene, signaturbillederne af toetagershuse med højbanetog i det fjerne – alt det har en forunderlig blanding af vemod og værdsættelse.

Personerne stirrer ikke efter uopnåelige rigdomme eller et andet liv. Derfor gør Kore-eda det heller ikke, selv om det ville være oplagt at diskutere klasseskel, uretfærdighed og fordelingspolitik.

Næh, sammen sanser vi hverdagens små glimt af næstekærlighed, så man slet ikke kan få nok. Måske fordi vi hele tiden fornemmer, at familielykken i disse situationer hviler på et skrøbeligt grundlag.

Hirokazu Kore-eda laver fintfølende, stilfærdigt verdensomstyrtende dramaer. Det seneste er blandt hans allerbedste og en af årets store film.