Shorta

”Se jer omkring! Det her er ikke Danmark,” siger den racistiske betjent midt i ghettoen.

Han taler til en DR-reporter, der lokker smådrenge til interview under dække af ”pressefrihed”. Men det er også instruktørerne, der taler til publikum.

Den hæsblæsende ghettokamp i Shorta, hvor to politibetjente må flygte for livet, finder nemlig ikke sted i Danmark. Titlen betyder ”politi” på arabisk, og Frederik Louis Hviid og Anders Ølholms debut udspiller sig i politi-thrillerens moralsk forplumrede parallelverden.

”Vi er befolkningens eneste værn mod totalt kaos,” siger politikaptajnen, før han sender sine betjente ud i verden. ”I sætter dagsordenen!”

Med den mentalitet er det intet under, at brushanen Mike ikke finder mange perler i Svalegården, det enorme, fiktive ghettobyggeri, hvor han og kollegaen Jens havner i starten af filmen. I første omgang for at passe en af ghettoens gangstere op, da de ser ham med en dreng på bagsædet og formoder, at han er ved at rekruttere et nyt medlem.

Men inden længe pisser Mike bare sit territorium af, og det er en fantastisk dårlig idé lige netop den dag.

Shorta begynder med en chokerende anholdelse, hvor en skrækslagen, sort teenager gisper efter vejret. Volden ulmer i ghettoen, og da han dør på hospitalet, rammes politibilen af en brosten gennem forruden og en anden gennem bagruden.

Med ét er betjentene fanget langt fra forstærkninger et sted, hvor beboerne lukker deres dør for at beskytte sig selv. Med på slæb har de endda teenageren Amos, som de lige akkurat nåede at arrestere, før meldingen kom.

Simon Sears og Jacob Hauberg Lohmann har en farlig kemi som ”good cop/bad cop”, den ene frembrusende reaktionær, den anden mådeholden og retskaffen. Ingen af dem er i længden så firskårne, som vi møder dem, og begge skuespillere er forrygende.

Anders Ølholm (Antboy og Vilddyr) og den spillefilmdebuterende instruktør Frederik Louis Hviid (Palma og Halvmand) har kræset for manuskriptet, der dygtigt leger med publikums viden og sympati. Og hvis historien er mere god end genkendelig, så hører også det genren til.

Samtidig har instruktørerne total kontrol over deres konstruerede verden. Intet er overladt til tilfældighederne.

De nærmest blærer sig med et kinetisk, muskuløst filmsprog, der matcher og hæver konflikten i hver en anspændt scene. Truslen rammer hårdere end slaget, og med det in mente bruger de budgettets begrænsninger til at gøre volden mareridtsagtig intens.

Da spændingerne mellem betjentene endelig kammer over i et knogleknusende slagsmål på et toilet, ser vi det i glimt fra Amos’ gemmested bag en dør og tænker os til resten. Det gør stuntarbejdets brydekunst lige så skræmmende for os, som det er for den unge fyr med livet i fare og hænderne bundet af strips.

Fotograf Jacob Møller skaber et natmørkt inferno lyst op af orange skær og til tider badet i dramatisk rødt lys fra et nødblus eller en bils baglygter. Hans billeder, Martin Dirkovs frenetisk pumpende underlægningsmusik og Anders Albjerg Kristiansens brandeffektive klipning sætter konflikten så meget på spidsen, at man får åndenød i salen.

Jeg har aldrig set dansk action så brutal.

Shorta lader intet tilbage for festivalhits som Ladj Lys nært beslægtede Les Misérables, som dog er baseret på virkelige hændelser. Shorta er mest baseret på andre film, og hvide betjente, der lærer sig selv at kende ved at kæmpe mod ikke-hvide, er vel ikke det mest progressive i dag.

Men fremstillingen er gudskelov også mere nuanceret end som så. Det unge talent Tarek Zayat gør Amos til en blødende troværdig karakter, der gendriver enhver forblommet påstand om, at i Danmark der ingen racisme.

Det er en vigtig pointe: Vi har alle racismen i os. Nogle ved det, andre opdager det. Og de eneste, der er uden for rækkevidde, er dem, der benægter det. Og i dét signalement kan man genkende Danmark.