Side Effects

Steven Soderbergh har gennem sin snart 25 år lange karriere bevist, at han mestrer stort set alle genrer.

Fra den skæve kærlighedsfilm (Sex, løgn og video) og den velsmurte kupfilm (Ocean’s Eleven) over den pulserende epidemifilm (Contagion) til det store drama på det politiske plan (Traffic).

Med sin nyeste film, Side Effects, demonstrerer den 50-årige instruktør, at han også er i stand til at blande flere genrer i én stor pærevælling uden at miste det kølige overblik.

Side Effects følger kvinden Emily (Rooney Mara), hvis mand, Martin (Channing Tatum), bliver løsladt fra fængslet efter en dom på fire år for insiderhandel. Årene alene har været hårde for Emily, der efter få dage sammen med Martin endelig knækker helt sammen og med overlæg brager sin bil ind i en betonvæg i fuld fart.

For at få bugt med sine depressive og suicidale tendenser begynder Emily på forskellige former for medicin, men alle har alvorlige bivirkninger som kvalme, muskelsmerter og mistet sexlyst.

Først da Emily prøver stoffet Ablixa, får hun det bedre. Medicinen har dog én skæbnesvanger bivirkning: Den får hende til at gå i søvne, og som søvngænger begår Emily en alvorlig forbrydelse, som ikke skal afsløres her.

Det får Soderbergh til at rykke det psykologiske dramas teltpæle op og i stedet give Side Effects karakter af samfundskritisk drama med fokus på amerikanernes voldsomme forbrug af psykofarmaka. I centrum er Emilys læge, Jon (Jude Law), der lider en karrieremæssig nedtur på grund af den etiske diskussion om receptpligtige antidepressive lægemidler, der opstår i medierne som følge af Emilys udåd.

Jon bliver mistænksom omkring hele Emilys sag og begynder at granske den manisk, nu selv på piller. Og voila: Side Effects bliver et konspirationsdrama. Men kun for en kort bemærkning, for inden filmen er omme, har den forvandlet sig til en regulær hvem-snører-hvem-thriller!

Det kræver sin instruktør at holde styr på dette genrevirvar, og Steven Soderbergh er mere end opgaven voksen. Han gør hvert segment overbevisende og fletter dem blændende sammen.

Vi lukkes mesterligt ind i Emilys psyke i starten af filmen. Via helt nære billeder af hende bagfra er det, som om man kravler ind i hendes hoved og gennemlever hendes angst, mens man gisper, hver gang hun nærmer sig remedier, der kan skade hende – om det er en køkkenkniv eller yderkanten af en togperron. Rooney Mara, der blev Oscar-nomineret for at spille den amerikanske Lisbeth Salander i David Finchers The Girl with the Dragon Tattoo, sitrer af skrøbelighed med sin tynde krop, nervøse øjne og bævrende læber.

Desværre føles slutningen som noget af en maveplasker. Soderbergh forklarer pædagogisk, hvordan hele handlingsforløbet hænger sammen, hvilket står i disharmoni med den ellers effektive og pirrende fortælling. Derudover tilsættes – for det ikke skal være løgn – et lettere komisk lesbisk twist.

Det ændrer dog ikke på, Side Effects er en herligt uforudsigelig genrehybrid, som man aldrig ved, hvor man har. Utilregnelig som en teenager og velorkestreret som en række dominobrikker, der kalkuleret vælter hinanden brik for brik.