Sidste nat i Caracas

Det var, mens jeg sad og så Guldløve-vinderen Sidste nat i Caracas, at det for alvor sank ind, hvor sjældent det er: At man simpelthen ikke ved, hvad der sker nu!

Vi er så vant til forudskikkede fortællinger, så vant til at vide, at efter A følger B, og den formel, man følger i Hollywood, i Valby og Hongkong, er den, vi får fortalt alt ud fra. Og Freud og Jung er guder med patent på sandheden om mennesket.

Nu kunne det lyde, som om Sidste nat i Caracas er vanvittigt avanceret og, ja, uforståelig, men tværtimod. Man hænger på, ikke mindst, fordi det er spændende, hvad der kommer til at ske nu, og hvordan karaktererne udvikler sig. Og hvis vi ikke ser filmen færdig, ved vi det ikke, for der kan ikke købes en håndbog med forklaringen.

I filmens første scene kigger vi hen over skulderen på en moden mand, der meget bevidst stiller sig bag ved en helt ung mand ved et busstoppested. Man når at tænke ”terror”, før busdøren åbnes, og manden sætter sig ved siden af den unge i bussen og sikrer sig drengens interesse, da han hiver et bundt sedler op, som han lægger i sit skød som lokkemad.

Armando samler unge fyre op og onanerer til synet af deres bare røve. Mere sker der ikke. Intet forsøg på at række ud, intet postulat om kærlighed, intet krav om faktisk sex til gengæld for pengene, drengene stilles i udsigt.

En dag går det forventeligt galt, og den unge biltyv og voldsmand Elder slår ham ned og bestjæler ham. Men Armando bliver ved med at opsøge Elder og plejer ham efter et drabeligt overfald. Det er dét umage pars forhold, filmen sætter sig for at analysere anatomien bag, og det er ikke nødvendigvis Armando, der er den mest interessante af de to.

Alle forfølger og stalker hinanden i Sidste nat i Caracas. Og selv når Armando forfølger Elder eller sin far, har han filmkameraet lige i nakken, så vi er lige så meget stalkere som han.

Det er, som om alt er til forhandling og under udvikling. Som om sandheden er noget, der kan opstå undervejs.

Hvad er det, de to mænd har sammen, når det nu ikke er sex? Eller er det sex? Armando er indlysende den stærke i forholdet. Eller er han? Er det døden, der tiltrækker ham? Vil han frelse knægten? Kan han overhovedet lide ham, eller vil han pirre drengen til at slå ham ihjel?

Og hvad med Armandos far, der er vendt tilbage til byen, hvor han årtier inden forlod sin familie? Er det blod- eller rustpletter, Elder vasker af køleren på sin bil? Og hov, sker der faktisk et drab?

Der er mange gåder i Sidste nat i Caracas, og dog er det ingen svær film at se.

Bortset fra en kortfilm er venezuelanske Lorenzo Vigas fuldkommen ubeskrevet i en alder af 49. Han er sjælsfrænde til argentinske Marco Berger, der med film som Plan B, Absent og Mariposa cirkler om tiltrækningen med en minutiøs, evigt nyfigen opmærksomhed, der aldrig tager det indlysende svar for gode varer.

Sidste nat i Caracas er en film, der i den grad handler om at udspionere andre og prøve at aflokke dem deres hemmeligheder.

Et par dage efter at have set den, er det Elders mørke øjne, jeg husker bedst. Alt i hans liv er bestemt til at ende med en banal tragedie, en ung mand, der må gå til grunde, helt og aldeles efter bogen. Da han flytter ind hos Armando, er han styret af det instinkt, han har lært på den hårde måde på gaden, og hans øjne har et lynsnart blik, der på rekordtid skal analysere en ny verden og lære at manøvrere i den.

Lorenzo Vigas er uddannet molekulærbiolog fra Florida og studerede film i New York. Mit bud er, at vi kommer til at se meget mere til ham, og at det ikke er sidste gang, han kommer til at stå øverst på en filmprisskammel.