Sidste strejf af kærlighed

Han har en sød schæferhund, hun har en vrissen skødehund. Han er forhenværende sygeplejerske, som bor i et lejet rækkehus, hun er fraskilt receptionist og bor i stor villa.

Helt klart er der klasseforskelle mellem de to, sådan er England jo.

Men alle, som har hund, ved, at man med den i snor altid kan enes med andre hundeejere om en rask snak om vovsens ve og vel, om vejr og vind, race og art, og om kræet skal være i snor eller ej.

Netop det sidste bliver anstødsstenen til, at de to hundemennesker, joviale Dave og kølige Fern, mødes og begynder at koordinere deres hundeluftning på fælles udflugter i grønne områder i Nordlondon. Og minsandten om ikke der opstår sød musik, som så hen ad vejen bliver til tunge melodier.

Sidste strejf af kærlighed, som på engelsk har den mere betegnende titel 23 Walks, 23 gåture, tilhører den meget britiske genre, hvor modne mennesker mødes ved et tilfælde, der udvikler sig til skæbnesvanger kærlighed, som truer både det trofaste ægteskab og den sociale stabilitet.

Klassikeren er Det korte møde fra 1945, hvor to gifte middelklassemennesker har en vemodig affære.

Her er vi langt mere ude i en socialrealistisk virkelighed med ubetalt husleje, stigende arbejdsløshed, misrøget offentligt boligbyggeri og mangel på omsorg i Storbritannien – og en historie krydret med seniorsex og spanskundervisning. Og er det overhovedet muligt at tro på kærligheden, når dit livs efterår bliver til vinter med skavanker, skrantende helbred, snigende demens og impotens?

Men så er der heldigvis hunden, som skal passes og derfor giver livet harmoni og håb i den nogle gange håbløse dagligdag.

I Sidste strejf af kærlighed udjævnes alle genvordigheder af menneskets bedste ven, som nogle gange er mere menneskelig end dens ejere. Således får hund og hund imellem skabt et kærligt forhold for de to mennesker, som begynder i sensommerligt solskin med blade på træer og ender i snevejr og frosne parksøer.

Men rolig nu: det meste falder på plads i en lun seng med varme dyner.

Til trods for historiens trang til det rørstrømske, er Sidste strejf af kærlighed en god lille film om alderen, der gnaver med tidens tand.

Selvfølgelig er det anderledes at møde hinanden inderligt i pensionistårene end i ungdommens vår eller erfaringens voksendom. Dave og Fern må mestre balancen solidarisk at fastholde fortidens kærlighedsliv i erindringen, og alligevel komme overens med en anden ledsager uden for at bære for megen nostalgi i bagagen.

Standup-komikeren Dave Johns, verdensberømt og prisbelønnet som den samspilsramte tømrer i Ken Loach’ Jeg, Daniel Blake fra 2016, spiller skælmsk, rørende og smertefuldt schæfermanden Dave.

En af Storbritanniens helt store skuespillere, Alison Steadman, som især er kendt fra eksmanden Mike Leighs film, spiller skødehundskvinden Fern, der kommer fra en højere socialgruppe end Daves. Hun er fraskilt og følelsesmæssigt forsømt og derfor småneurotisk og skeptisk over for alt uden for sit forstadshjem.

Men hun tør op i mødet med denne varme mand, der dog også har sine pletter på sjælen, og som måske ikke har helt rent mel i posen.

Instruktøren Paul Morrison er bedst kendt for sin Oscar-nominerede periodefilm Solomon & Gaenor fra 1999, om kærligheden mellem en walisisk kvinde og en jødisk mand. Han har sat lydefrit i scene, også selv om resultatet virker mere fjernsynsfermt end filmisk opfindsomt.

Sidste strejf af kærlighed er lidt slingrende i retning, temperament og intention med sin blanding af Walt Disneys sødladne dyresentimentalitet og Mike Leighs dystre socialrealisme.

Men der er stærke scener undervejs, også nogle som burde være forbudt for hundeejere med øm følsomhed over for Fidos sidste vov. Dave og Ferns kærlighed kan alle relatere til, men det er måske nok mere en film for hundeelskere som undertegnede, end for kattevenner.