Sieranevada

Er den rumænske instruktør og manuskriptforfatter Cristi Puiu minimalist eller maksimalist? Har man set hans tidligere film, ved man præcis, hvad der menes med det.

Han koger gerne handlingen ned til hverdagslige detaljer, som når han følger den sidste dag i en ældre mands liv ved at vise hans helt almindelige aktiviteter i Hr. Lazarescus sidste rejse. I Aurora er det en mands forberedelser på et morderisk togt, der bliver skildret uden voldsom dramatik.

Det er intenst og intimt, men også så storladent – Puius film nærmer sig ofte tre timer – at man bliver suget ind i hans hverdagsepos.

Sådan er det også med Sieranevada, som på sin vis ligger i forlængelse af den klaustrofobiske æstetik i Cristi Puius film, men også er markant anderledes i sin mere komiske end tragiske tone – de to stilarter er dog altid fabelagtigt sammenblandet i instruktørens film.

Denne gang har Puiu samlet et stærkt hold, hvor nogle af de bedste skuespillere fra den rumænske nybølge spiller familiemedlemmer, der kommer op at toppes, da de mødes i en trang lejlighed. Her er de for på traditionel vis at ære patriarken Emil, der døde 40 dage tidligere.

Dørklokken i den lejlighed i Bukarest, hvor Emils enke Nusa nu bor alene, bliver ved med at ringe, efterhånden som flere og flere familiemedlemmer stimler sammen. Først ankommer den pjuskhårede Lary, Emil og Nasus søn, der er læge og gift med den travle og diskussionslystne Laura.

I filmens første scene er de to på vej hjem til Nusa, hvor de skændes stort, fordi Lary ikke har skaffet det rigtige Disney-prinsessekostume til datterens teaterstykke – et skænderi, alle forældre vil kunne genkende.

Da de ankommer til lejligheden, bliver skænderierne endnu mere velkendte for alle, der har været til sådan en familiekomsammen.

Excentriske, men helt igennem troværdige slægtninge fylder de små rum op. Der er den mærkelige svoger, der fortæller løs om alskens konspirationsteorier, den langmodige søster, der er gift med en kvindeglad nar, og den vrisne tante, der mener, at alt var bedre i gamle dage, hvor kommunisten Ceaușescu nok undertrykte sit folk, men togene kørte til tiden.

Under de forhold bliver maden sat på bordet, men sjovt nok næsten aldrig rørt, da festlighederne hele tiden bliver udsat af den ene eller anden grund.

Så skal præsten udføre en nødvendig ceremoni, og så skal et af familiemedlemmerne klædes ud som den afdøde i et af hans gamle jakkesæt, der selvfølgelig ikke passer og derfor må rettes til.

De Buñuel’ske forhalinger bliver næsten trukket længere, end de kan bære, da filmens personer aldrig får tilfredsstillelsen af at se noget lykkes. På samme måde bliver publikum hele tiden udsat for en overflod af aktivitet, mens der faktisk ikke sker noget som helst, før det hele går løs til sidst.

Det er med andre ord en klassisk Cristi Puiu-film.

Den giver ikke ved døren og tilbyder ingen nemme løsninger, men fremviser til gengæld hverdagens nuancer i den måde, som folk afslører sig selv gennem tale, fagter og attitude – særligt når de er under pres.

Fotograf Barbu Bălăsoiu bevæger sig frem og tilbage som en bokser, eller måske nærmere som Emils spøgelse, når kameraet strejfer omkring i lejlighedens værelser og nogle gange bliver skubbet helt ud i gangen, hvor det må kigge folk over skulderen for at se, hvad der sker. Det er gjort med stor teknisk bravur, som til fulde afslører, hvor larmende og irriterende det bliver, når hele den pukkelryggede er stuvet sammen i et uoverskueligt kaos.

Det er et stærkt, menneskekærligt værk, som muligvis er Cristi Puius bedste.