Silvio og de andre

En ged stavrer fra Syditaliens hede via en åben terrassedør ind i Silvio Berlusconis aircondition­luftige sovegemak. Den stirrer hypnotiseret på temperaturmåleren, der bliver ved med at dale, indtil geden ryster af kulde, kollapser og dør.

Velkommen til italiensk politik bag kulisserne!

Paolo Sorrentino er en instruktør med visuelt overskud, utilsløret frivolitet og verbal brutalitet. Og så kan han være virkelig sjov, selv om grundtonen er en blanding af overflod og tristesse.

Vi har set det i Den store skønhed, et afdansningsbal over romerske drømme før og nu, og i Il divo, et guddommeligt skåret portræt af den meget lidt flamboyante karrierepolitiker Giulio Andreotti.

Det føles, som om Sorrentino nu har samlet værktøjer og mandsmod til at lave sit magnum opus, en todelt film om mediemagnaten og populisme­ikonet Silvio Berlusconi.

I Danmark nøjes vi med den internationale version af Silvio og de andre, der er klippet ned til en film på 145 minutter, men som føles kortere – og logisk nok også er lidt ujævn.

Hvordan laver man en film om en mand, der personificerer sit lands grummeste sider?

Prøver man at nedtone det korrupte magtbegær, den chauvinistiske milliardær­flamboyance, det groteske syn på medierne som opium for folket, pomadehåret, gummiansigtet, det fluorescerende smil? Eller giver man fuld skrue og håber, at publikum vil slubre det i sig med masochistisk fornøjelse?

Sorrentino gør på sin helt egen måde begge dele.

I starten ser man slet ikke Silvio, men man mærker hans aura. Vi følger den ambitiøse alfons og businessman Sergio, der liner 20­30 afklædte, dansende skønheder op ude foran Berlusconis villa på den sardinske kyst. Så skal den store fisk bare bide på den lille mands kødkrog.

Italiens højrefløjs­anglende mandschauvinist numero uno dukker op bag et mellemøstligt slør og et saftigt lag kvindelig makeup. Silvio er ved at opmuntre sin hustru numero due, hvilket han af forståelige årsager er nødt til at gøre en del gange i filmens løb, både med croonersang, gaver og en antik karrusel smækket op på baghavens kuperede plæne.

Samme sted er der bygget en kunstig vulkan, der kan fjernbetjenes til at gå i udbrud. Berlusconi ser den som et sikkert trumfkort, når en forhandling skal lukkes. Folk omkring ham er mindre imponerede.

Det, som andre nok ville have gjort til kernen i en biopic som denne, nemlig Berlusconis køb af seks senatorers stemmer for at sikre en tredje periode som premierminister, bliver i Sorrentinos hænder til et komisk mellemspil. Det politiske lag i filmen lider under nedklipningen fra originaludgavens sammenlagte 204 minutter.

Til gengæld bliver en politisk betydningsløs scene, hvor Berlusconi har en sjælden selvtillidskrise, et majestætisk studie i manuskriptskrivning og skuespil.

Den detroniserede landsfader bliver rådet til at minde sig selv om, at han er landets bedste sælger af drømme. Silvio tager det helt bogstaveligt, griber en telefonbog og sælger en millionlejlighed, der endnu ikke er opført.

Berlusconi bliver i forvandlingskuglen Toni Servillos skikkelse måske nok til et monster, men ét, man kommer til at nære en underlig sympati for.

Under andre omstændigheder havde kiksede, selvfede, maniske Silvio ikke haft en chance. Men nu er Italien – eller er det hele verden? – tilfældigvis skruet så vanvittigt sammen, at vi alle tænder på badenymfer i en regn af MDMA­-piller, eller i hvert fald på håbet om en lejlighed med delepool, som vi kan give videre til vores børn.

Filmen rummer ingen biografiske nøgler til at forstå det bizarre fænomen Berlusconi. Men ved at gøre mennesket Silvio til et redskab (for hustleren Sergio) og et medium (for alles drømme) bliver hans ukuelighed, omstillingsparathed og hedonisme alligevel uhyggeligt relevant.