Biografanmeldelse
26. sep. 2018
A Simple Favor
Forstadsmoren Stephanie (Anna Kendrick) begynder at leve et mere spændende liv med martinier i dagslys, da hun møder den blonde storbypige Emily (Blake Lively). Foto | Bruce Macaulay

A Simple Favor

Bridesmaids-instruktøren Paul Feig bevæger sig i en mørkere retning, men hans nye film ved ikke, om den skal være romantisk thriller eller forstadskomedie.

Af Flemming Kaspersen

Efter komediesucceser som Bridesmaids, Spy og opdateringen af Ghostbusters lover A Simple Favor os en mørkere side af den amerikanske instruktør Paul Feig. Det kan godt være, at Feig har bevæget sig over i thriller-genren og nedtoner den komik, han er bedst kendt for. Men hans nye film er stadig mere kulørt end mørk.

Stephanie (Anna Kendrick) er forstads-alenemor af typen, der deltager i alle børnenes aktiviteter med overdrevent engagement og kun nødigt lader de andre forældre komme til. En småneurotisk perfektionist med en fornuftig bil, et perlende humør og egen videoblog om mom stuff. Og, opdager vi, en tragedie i bagagen.

Den glamourøse Emily (Blake Lively) har en søn i samme klasse. Da de to drenge en dag vil lege sammen efter skole, bliver det starten på et umage venskab mellem Stephanie og Emily.

Filmen leger genrevant med både kontraster og dobbeltgængermotiver.

Stephanie er mørkhåret, nervøs og hæmmet og lugter langt væk af forstæderne. Emily er hendes diametrale modsætning: en blond, impulsiv og selvsikker storbypige. Hun arbejder for en trendy modedesigner, kører Porsche og drikker stærke martinier tidligt om eftermiddagen. De andre forældre betragter hende med en blanding af forargelse og fascination.

Emily og Stephanie er til gengæld fælles om at have rod i økonomien – og mørke under overfladen.

En dag forsvinder Emily sporløst, og selv om både politiet og Emilys mand er på sagen, begynder Stephanie sin egen efterforskning. Der lukkes hurtigt op for en pose fuld af twists, falske spor og skjulte hemmeligheder, som Stephanie i øvrigt deler på sin videoblog.

Filmens romanforlæg af Darcey Bell er blevet beskrevet som ”Gone Girl på steroider, amfetamin og kokain”.

Jeg har ikke læst bogen, men der er ikke mange spor af steroider, amfetamin eller kokain i Paul Feigs filmversion. Højst et glas rosé for meget på en hverdagsaften. Og Feig er ingen Fincher.

Thriller-mekanikken fungerer fint nok. Handlingen har de twists, den skal have. Men Feig har svært ved at finde den rette tone.

På den ene side vil han gerne lave en klassisk thriller, hvor lag på lag af hemmeligheder afdækkes, og vi langsomt trænger ned i mysteriet. På den anden side er han en instruktør med et oplagt talent for bred komedie, og man har hele tiden fornemmelsen af, at han står på bremsen i forhold til komikken, fordi han gerne vil tages alvorligt som en ”rigtig” filminstruktør.

Midt i dramaet om Emilys forsvinden slipper der momenter af velfungerende bitchy komedie igennem, navnlig omkring de øvrige forældre, i børnenes klasse og i et par scener med Rupert Friends rædsomme (og skægge) modedesigner.

Men de virker, som om de hører hjemme i en helt anden film. A Simple Favor ved ikke, om den skal være romantisk thriller eller forstadskomedie.

En thriller om en kvinde, der forsvinder, kalder på både lys og skygge. Også visuelt. Men stilen er velbelyst, glat og materialistisk, så det næsten ligner et dameblad.

Filmen udspiller en muligvis særligt feminin Hollywood-fantasi: en verden af søde børn, mænd, der enten er sexede eller døde (og dermed ekstra romantiske), veltillavede, stilige drinks, en garderobe fuld af designertøj og dyre sko. Selv Stephanies mands tragiske død ligner mest en undskyldning for at smadre en klassisk Camaro-sportsvogn i fetichistisk slowmotion.

Den lille sidehistorie, der følger Stephanies videoblog, rummer muligheden for en bidsk kommentar til tidens optagethed af sociale medier. Men der er ingen kritik, kun en afsluttende jublen over, at Stephanie får en million følgere på YouTube.

A Simple Favor er en skabelon-thriller for det trendy borgerskab, der poster fotos af deres fredagsdrinks på sociale medier.

Titel:
A Simple Favor

Land:
USA

År:
2018

Instruktør:
Paul Feig

Manuskript:
Jessica Sharzer

Medvirkende:
Anna Kendrick, Blake Lively, Henry Golding, Rupert Friend

Spilletid:
117 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 11 år

Premiere:
27. september

Relevante artikler

Biografanmeldelse
03. juni 2015
Spy

Spy

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
11. apr. 2024
Civil War

Civil War

Biografanmeldelse
23. dec. 2023
The Iron Claw

The Iron Claw

Streaminganmeldelse
10. okt. 2023
Fair Play

Fair Play

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!