Skaknovelle

Skaknovelle var det sidste værk, den østrigske forfatter Stefan Zweig skrev, før han i 1942 begik selvmord.

Inkarnerede skakspillere mente, at forfatteren både misforstod og misbrugte det noble brætspil, men kortprosaen blev straks en bestseller, da den udkom posthumt i 1943.

Historien om to skakspillere, der i 1939 er på vej over Atlanten til det frie USA, blev i samtiden læst som den dannede europæer og offer for nazismen oppe imod en analfabetisk skakautomat forklædt som verdensmester. Som åndens sejr over den åndløshed, der er spiren i al fascisme.

Novellen er blevet filmatiseret flere gange, mest med fokus på den skæbnesvangre dyst mellem den kloge amatør og den primitive professionelle ude i rum sø.

Den tyske instruktør Philipp Stölzl, der er bedst kendt for sin underholdendefrække Goethe, hvor den unge Werthers lidelser er til at bære, udvider skakduellen til et større portræt af en mand, som gradvis bliver mere og mere sindssyg.

Hans udgave af Skaknovelle låner frit fra forlægget og foregår i et Østrig, der i 1938 er blevet overtaget af Adolf Hitler.

Så længe Wien danser, kan verden ikke gå under, siges det hele to gange i filmen. Den østrigske overklasse danser derfor løs lige før Anschluss, hvor tyskerne ankommer med hagekorsflaget og annekterer landet.

I centrum for filmen står advokaten Bartok, der er i besiddelse af koder til bankkonti indeholdende store formuer. Dem vil nazisterne hjertens gerne have fingre i, men selv om de smider ham i fængsel, nægter advokaten at udlevere koderne.

Han bruger en indsmuglet bog om skak i sit farlige spil om liv og død, men først og fremmest for ikke at blive sindssyg i sin isolation. At bankkoder ligner skakopstillinger med bogstaver og tal har sin egen ironi.

Stölzl overtager helhjertet Zweigs myte om en verden af i går, dirigeret af valsekonger, regeret af venlige kejsere med civiliserede undersåtter. Den var i begge kunstneres perspektiv langt bedre end den infame modernitet, som sætter alle de afskyelige ismer i sving: antisemitisme, kommunisme og nazisme.

Stefan Zweig levede alle dage op til tyskernes ironiske erkendelse: At Østrig har formået at bilde verden ind, at Hitler var tysker, og Beethoven østriger. Endelig overtager filmen også novellens fatale ironi fra en forfatter, som døde før holocausts masseudryddelse og bestialske metoder. Og stadigvæk troede på en art anstændighed i Hitlers ondskab.

Vi skal altså holde med en administrator af adelens internationale konti, når denne udsættes for den tortur, som frihedskæmpere mødte langt værre, da Gestapo ville have dem til at røbe kammeraterne i modstandsbevægelsen. Filmen beholder novellens himmelråbende enfoldighed om, at en forfinet advokat vil modstå den organiserede terror.

Men på egne præmisser er Skaknovelle en interessant og inciterende fortolkning af en lidt gammeldags fortælling. Gamle Wien fremstår i al sin charmante glans. Der er champagne i høje glas, canapeer og kønne kvinder i silkesvøbte kjoler.

Philipp Stölzl drejede før sin instruktørkarriere musikvideoer og var kostumier. Alt i filmen er uhyre delikat og dekorativt sat op og klædt på. Det er en lækker film, hvor selv blod, snavs og snot mere ligner makeup end den rigtige vare.

Symbolikken er germansk grundig. Advokaten kan citere Odysseen udenad. Og minsandten om ikke færgen til friheden har samme navn som den omflakkende græker, der som vor stakkels offer for nazismen har hjemlængsel i nostalgisk overflod.

Den tyske skuespiller Oliver Masucci, som ironisk nok har spillet Hitler i Han er tilbage, er glimrende castet med sit krakelerende granitfjæs som skakspilleren, der lærer spillet på den hårde måde.

Hans kone spillet af Birgit Minichmayr (Der Untergang)er både tilstedeværende intens og alligevel mærkelig spøgelsesagtig i hele miseren.

Nærværende er til gengæld svenske Rolf Lassgård, der stjæler scener som en skakglad millionær, der gerne vil vædde med vor helt og vinde over den analfabetiske verdensmester i skak. Albrecht Schuch er listigt dæmonisk som Gestapo-manden på hotellet, der mod sin vilje gør adelens advokat til en suveræn skakspiller.

Skaknovelle er klar over, at den må skrue op for ondskaben og samtidig finde en nutidig grimasse og realistisk ramme, som passer til tekstens patetisk-psykologiske paranoia. Det formår den flot at gøre og bliver dermed seværdig.