Skål

”Enten tror du på Jesus, eller også tror du på Satan.”

Sådan brummer en ældre mands dybe stemme tidligt i Skål. En dogmatisk indstilling til religion, der også er sigende for de skarpe linjer, der i generationer har været trukket op mellem troende og sekulære på Færøerne.

Hans formanende ord afløser lyden af et skingert mågeskrig, der alene forstyrrer harmonien i filmens forførende indledning.

Her skjuler tågen tyk som ærtesuppe det barske bjerglandskab. Forneden græsser fårene ganske uforstyrret på grønne marker, ligesom de i århundreder har fået fred til.

Men der er opbrudstider blandt de unge. Dokumentaren Skål følger Dania, som er del af miljøet, hvor religiøse skel revideres.

Bag den unge kvindes alternative ydre med dreadlocks og næsepiercing præges hun af opvæksten i en gammeldags kristen familie og de værdier, som følger med.

Med hendes særlige perspektiv skaber instruktørerne Cecilie Debell og Maria Tórgarð en moderne Romeo og Julie-fortælling.

Ligesom i Shakespeares tragedie står hovedpersonen med et ben i hver lejr. Dania synger gospel i menigheden, men kæresten Trygvi er lokalt berømt som rapper. I radioen advarer værten mod musikerens ”fæle” sprogbrug, der er ladet med seksuelt indhold og tilsat en håndfuld bandeord.

Hendes identitetskrise afspejler den splittede ungdomskultur, som er filmens omdrejningspunkt.

Om aftenen tager Dania med vennerne på baren Sirkus i Torshavn. En uofficiel homobar, der også samler kulturkredse, musikere og andre normbrydere. Hun hvisker til veninden Marjun, at nogle ville kalde dem syndige for at tage derhen.

Filmen følger også Dania til møde i menigheden, hvor en besøgende prædikant fra USA taler til forsamlingen. Men filmen stråler mest, når hovedpersonen prøver at holde fast i frelsen, imens hun færdes i sekulære kredse.

Alt for sjældent udspiller film sig i den del af kongeriget, og Skål er da også den første færøske film, der vises på Cph:Dox.

Den billedskønne grønne natur, vindblæste, gamle huse, der læner sig op af stejle bakker, og det brusende hav omkring øerne blander sig med rå elementer i form af industriområder og nattelivet, der er bagtæppe for Danias sjælesøgen.

Hun krænger sin sjæl ud i digtsamlingen Skál. Her skåles der for alle de unge mennesker på øerne, som måtte føle en lignende splittelse mellem det verdslige og spirituelle liv.

”Hvis jeg ikke kender ham, er han næppe troende,” lyder det ildevarslende fra moren, når Dania ringer til hende og fortæller om parforholdet med Trygvi.

Men uanset hvor skarpt linjerne er trukket op, vil man for alt i verden ikke ødelægge den gode stemning. Således fornemmes både rummelighed og konfliktskyhed, når Trygvi præsenteres for familien i den nydelige stue i bygden Toftir.

Danias mor støver af bag billedrammerne på væggen og dækker op til kaffe med det fine porcelæn, før den berygtede musiker ankommer.

Særligt spændende er det at se, om det kan starte en dialog, når de to kulturer omsider mødes. Forældrene ønsker jo oprigtigt at lære mennesket at kende bag sangteksterne, der er chokerende i deres ører.

Sammen med Marjun vil Dania udfordre snævre kønsroller og taler frit om sex før ægteskabet, abort og religiøse par, der bliver tidligt gift af ren liderlighed.

De mærker frihedens sødme, når de løber rundt i naturen kun iført undertøj eller afprøver goth-sminke med sort øjenskygge og mascaratårer, der løber ned ad kinderne.

Filmen tegner et skelsættende øjebliksbillede af ungdomskulturen på øerne, der sætter et længe ventet spørgsmålstegn ved ældre generationers dogmatiske tilgang til tro.

Og selv om Skål udstiller en specifik kulturkamp, rammer den noget universelt ved ungdomsoprør overalt i verden. Tillige er filmen indtagende smuk med skønne optagelser fra en del af kongeriget, der alt for sjældent vises.