Skammerens datter

Der er en god grund til, at der er langt mellem snapsene, når det gælder danske fantasyfilm: De er hamrende dyre og taber alligevel konsekvent til discount-serier som Min søsters børn.

Vi skal tilbage til De fortabte sjæles ø for at finde et ambitions- og budgetniveau hævet over rollespilsudklædte teenagere i middelmådige Anders And-eventyr.

Skammerens datter puster ikke blot nyt liv i genren, men stryger direkte til tops.

Filmen følger den venneløse Dina, der har arvet sin mors Skammerblik. Hun kan ikke se folk i øjnene uden at minde dem om deres dybeste, mest skamfulde hemmeligheder.

Moren bor med sine børn som en forskanset heksekone uden for byen, men indkaldes fra tid til anden som ekspertvidne, når der er begået en forbrydelse.

Da den lokale fyrstefamilie findes myrdet, bliver først moren og senere Dina hidkaldt til kystbyen Dunark, hvor tronarvingen Nicodemus sidder i arrest som den eneste mistænkte.

Hverken Skammeren eller hendes datter kan dog få øje på en morder i den unge mands øjne. Og da den næste tronarving i rækken, den sortklædte Drakan, ikke kan få dem til at skifte mening, kupper han sig i stedet til magten og erklærer dem fredløse.

Men Dina og den anklagede Nicodemus når at flygte og må nu starte et oprør for at redde Skammer-mor og vælte Drakan.

Lene Kaaberbøls Skammer-serie har fået et velfortjent ry som en nyklassiker i fantasy-genren. Og instruktør Kenneth Kainz indfrier alle rimelige forventninger med en bragende eventyrlig familiefilm, der smukt realiserer bogens svagt overnaturlige middelalderverden.

Budgettet er naturligvis kun er en brøkdel af de amerikanske produktioner, Kainz og co. er inspireret af. Men for 50 millioner kroner får man meget film i Danmark. Fra det mindste hårspænde til de mest spektakulære actionscener har filmen et sprødt, lækkert fantasy-look.

Den samme sans for, hvad genren skal bruge, finder man i Anders Thomas Jensens manuskript, der på bare 96 minutter når omkring så godt som hele bogens karaktergalleri og alle handlingens forgreninger.

Den middelalderligt klingende dialog lyder til tider mere arkaisk end eksotisk, og kombineret med det teatralske spil, specielt fra børnene, skaber det i begyndelsen en lidt uheldig verfremdungs-effekt.

Efterhånden som man finder sig til rette i universet, og drabelighederne tager fat, skal man dog være hårdnakket kværulant for at hænge sig i den slags flueknepperi.

Beslutningen om at koge ned hellere end at skære væk giver en taktfast fremdrift i historien, men også en fortællestil, der føles lige lovlig meget som sightseeing, hvor vi runder alle seværdighederne uden tid til fordybelse.

Det gælder også bogens rørende venskab mellem Dina og gadepigen Rosa.

Dina bliver tidligt i filmen drillet af en strid pigegruppe, og hendes mor trøster hende: ”Når du møder én, der kan se dig i øjnene, vil det være den bedste ven, du nogensinde vil få.”

Så da hun møder Rosa, kan scener med spirende fortrolighed spares væk til fordel for et billede af de to, der sidder i møgbeskidt tøj på gaden og kigger hinanden i øjnene til lyden af sød filmmusik.

Den manglende fordybelse går også ud over titelrollen. I modsætning til både romanen og den glimrende musicalopsætning på Østre Gasværk når filmen aldrig rigtig ind under huden på Dina.

Det skyldes unægteligt også, at filmskaberne ikke formår at fremlokke nogen stor indlevelse hos deres barnestjerne. Debutanten Rebecca Emilie Sattrup har en vilter yndighed og en trodsig charme. Og når det gælder, kan hun sende et grøn-øjet, anklagende blik på højde med afghanerpigens på det berømte National Geographic-fotografi.

Men i de mindre tilspidsede scener holder hun ansigtet i de samme folder. Der er potentiale til noget stærkere i opfølgeren, men her indfries det ikke.

Til gengæld er hun omringet af driftsikre skuespillere: Søren Malling som kronraget våbenmester, Maria Bonnevie som Skammer-mor, Jakob Oftebro som den konfliktsky tronarving Nicodemus og først og fremmest Peter Plaugborg som den magtliderlige tronraner Drakan.

Kainz forstår tydeligvis betydningen af en god skurk og lader Plaugborg slå sig løs som en vaskeægte skiderik: intrigant, morderisk og fantastisk frenetisk overspillet.