Skammerens datter 2: Slangens gave

I 2015 blev der igen pustet liv i fantasy-genren i dansk familiefilm. Kenneth Kainz bragte både drager, middelalderlige slægtsintriger og masser af action til det store lærred med filmatiseringen af første bind i Lene Kaaberbøls ungdomsromanserie Skammerens datter. 

Nu er Skammerdatteren Dina tilbage, og denne gang er det Ask Hasselbalch – kendt for Antboy-trilogien – som er bag roret. 

Dina (Rebecca Emilie Sattrup), familien og den retmæssige tronarving Nicodemus (Jakob Oftebro) – kendt som Nico – er på flugt fra den modbydelige Drakan og hans mor, som sidder på magten. 

Da Nico og Dinas bror Davin tages til fange af Drakans folk, må Dina forsøge at redde dem. 

Her får hun hjælp fra en uventet kant, da den mystiske Sezuan (Dejan Cukic) pludselig dukker op og med nærmest Darth Vader’sk dramatik afslører sig som Dinas far. Han viser sig også at have overnaturlige evner. Han mestrer sort magi, hvor han kan forvride folks sind og ændre deres virkelighedsopfattelse. 

Trods morens skepsis tager Dina på rejse med sin far, hvor han prøver at videreføre sine evner til Dina, så hun kan bruge dem til at redde Nico og Davin. 

Mens den første film i høj grad var præget af action og fremdrift, klæder det fortællingen, at der i toeren er gjort mere plads til det karaktermæssige drama. Vi får lov til at komme længere ind under overfladen på særligt Dina og Nico. 

Der fokuseres på to centrale historier. Den ene er Dina og forholdet til hendes far. Den anden er Nico, som skal finde modet til at indtage rollen som den leder og helt, han i virkeligheden er. 

Med en levende mimik og gennemborende brune øjne er Dejan Cukic formidabel i rollen som Dinas far. Han erobrer hver en scene, han er med i. 

Sezuan bærer både en karisma og snedighed i blikket, når han kører rundt med Dina, mens hun prøver at gennemskue ham. I en charmerende scene står han blot med det ene øjenbryn løftet og et skævt smil, da Dina betvivler ham og forsøger at bruge sine skammerevner mod ham. Samtidig udtrykker han også en ømhed og kærlighed til datteren. 

Det er derfor lidt af en opgave, som Rebecca Emilie Sattrup er kommet på, og hendes udtryk kan godt blive en smule ensformigt over for Cukics livlige ansigt. Men særligt i scener, hvor Dina skal være stærk og handlekraftig, formår hun alligevel at ramme en fængslende power – udtrykt i det grønne, intense skammerblik. 

Jakob Oftebro er som altid et sikkert kort, og det er en fornøjelse, at der er kommet mere kød på hans karakter som Nico. Smerten, svagheden og det undvigende bliver i løbet af filmen erstattet af en vilje, beslutsomhed og ild, efterhånden som han bliver modigere og tager rollen som helt på sig. 

Drakans rolle er næsten elimineret i den nye film, hvor der i stedet bruges mere tid på den magtfulde mor (Stina Ekblad) – en sortklædt, kold og gammel kvinde. Hun viser sig at være den, som trækker i trådene. Her bliver filmen til tider lige lovlig dramatisk, og lydsiden brager derudad, hver gang hun meget formelt gør sin entré. 

Det bliver desværre også mere grinagtigt end uhyggeligt, når Nicolas Bro i rollen som et vanvittigt bæst – sortmalet i hovedet – råber Nicodemus’ navn vredt og dramatisk op mod himlen. 

Men når det er sagt, er universet så imponerende, at man kun kan tage hatten af. 

Der skabes Game of Thrones og Harry Potter-associationer, når der drikkes drageblod, kæmpes om magten på middelalderlige borge, kommunikeres med kæmpe søslanger og bruges usynlighedstricks. Vi bliver forkælet med flotte landskabsbilleder, og særligt én scene, hvor Dina og faren sejler mellem bjerge på en blank, sort sø, mens hun spiller på fløjte, har noget mørkt og magisk over sig. 

Skammerens datter 2: Slangens gave er både medrivende og magisk.