Skønheden i alting

Hvordan kommer man videre i livet, når man mister sin seksårige datter til en ondsindet kræftsygdom? Bearbejder man sorgen konstruktivt og finder på ny glæden i livet, eller forsumper man i fortidens minder og lever som en følelsesløs zombie?

I Skønheden i alting vælger Howard (Will Smith) uheldigvis den sidste løsning. Men det amerikanske drama er også en julefilm, der på trods af sit bedrøvelige tema om sorg og tab prædiker håb og en lysere fremtid.

Howard er den succesrige og karismatisk kreative direktør i et New York-reklamefirma, han ejer sammen med sin bedste ven Whit (Edward Norton).

Men da Howards datter dør af kræft i filmens start, krakelerer hans verden fuldstændigt. Da firmaet pludselig fattes penge, bliver Whit nødt til at overtale sin ven til at overgive sin del af aktiemajoriteten i firmaet til en opkøber. Men Howard er ikke i stand til at tage den nødvendige beslutning.

I stedet begynder Howard at skrive breve til døden, kærligheden og tiden – abstrakte begreber, som han energisk talte om som reklamebranchens tre buzzwords, dengang han var på toppen af sin karriere.

”Vi længes efter kærligheden. Vi ønsker, vi havde mere tid. Og vi frygter døden,” som Howard fortæller sine ansatte.

Da Whit sammen med de to kollegaer Claire (Kate Winslet) og Simon (Michael Peña) opdager Howards brevskriveri, beslutter de at ruske op i deres ven.

De hyrer de tre skuespillere Brigitte (Helen Mirren), Amy (Kiera Knightly) og Raffi (Jacob Latimore), der som henholdsvis døden, kærligheden og tiden skal opsøge Howard og konfrontere ham med hans sorg.

I starten hyler det naturligvis Howard ud af den, at abstrakte begreber pludselig taler til ham i form af mennesker, men snart begynder han at tage sit liv op til revision og sætte pris på de små skønheder i alting.

Skønheden i alting er en film, der jonglerer med de helt store følelser og spørgsmål i livet. Desværre pakker tematikken ind i en alt for sentimental fortælling. 

I den første halvdel af filmen er Will Smiths Howard lukket inde i sin egen sorg. Det er naturligvis nemt at forstå, at manden lider, men han virker mere ynkelig end sympatisk.

Desuden yder Will Smith langt fra sin bedste præstation som knudemand. Flere gange undervejs cykler han rundt i New York om natten for at bearbejde sin sorg, men han ligner en skuespiller, der prøver at spille ked af det.

I det hele taget er det lidt af en gåde, hvordan instruktør David Frankel har fået samlet et så imponerende hold af stjerneskuespiller til en så gennemsnitlig film. Edward Norton, Kate Winslet og Helen Mirren spiller upåklageligt, men deres roller er tynget af forudsigelige klichéer.

Skønheden i alting fungerer bedst, når den breder sin historie ud over flere af karakterne. Filmen binder en fin sløjfe på fortællingen, fordi Peña, Winslet og Nortons karakterers historier flettes sammen med temaerne om død, kærlighed og tiden.

Det kan dog ikke redde Skønheden i alting fra at være et melodrama tilsat lette juletoner og lommefilosofiske floskler.

Skønheden i alting er allerede blevet sammenlignet med den engelske Love Actually fra 2003, og det er da også rigtigt så langt, at de begge er ensemblefilm og foregår i juletiden.

Hvor den engelske film dog havde flere hovedkarakterer, fokuserer Skønheden i alting i stedet mest på Will Smiths Howard og lader blot de andre karakterer cirkulerer omkring ham som biroller.

Det er sympatisk, at instruktør David Frankel og manuskriptforfatter Allan Loeb tør begive sig ud i en følelsesladet fortælling, men selv i en sød juletid, er Skønheden i alting en klæg omgang.