Skyerne over Sils Maria

Den franske veteran-instruktør Olivier Assayas’ Skyerne over Sils Maria giver konkurrence til eksisterende vellykkede film om teaterverdenen.

En spøjs blanding af metafortælling, stiliseret realisme, Bergman’sk sjæledrama, alpefilm, midtvejskriseskildring samt parodi på Hollywoods superheltedyrkelse og moderne google-kultur.

Skyerne over Sils Maria fortæller historien om den midaldrende og meget anerkendte skuespiller Maria Enders, præcist spillet af Juliette Binoche, en rolle, hun kan på fingrene. På én gang skrøbelig, selvhadsk og arrogant.

Maria, som er midt i en skilsmisse, rejser til Schweiz med sin personlige assistent Val (Kristen Stewart) for at holde en hyldesttale for den dramatiker og instruktør, der skabte hendes karriere med en rolle som en ung pige, der forfører en ældre, livstræt forretningskvinde.

På togturen dertil får hun at vide, at den ældre dramatiker er død. Det sætter gang i en lang refleksion og meditation over livet, samtidig med at hun sammen med Val indøver gennembrudsstykket til en ny opsætning, hvor hun skal spille den livstrætte forretningskvinde.

Efter at hun gennem alle årene har identificeret sig med den unge, går det op for hende, at hun er blevet den ældre.

Stykket hedder Maloja Snake, opkaldt efter et vejrfænomen i Alperne, hvor man kan se skyer drive uendeligt langsomt gennem en dal – som en slange – med majestætiske bjerge til begge sider.

Maria og Val indstuderer rollen i en alpehytte, de vandrer i bjergene og siger replikkerne. De ser skyerne snige sig stille frem, og det er godt nok et vildt syn. I et par scener transformerer det snakkesalige, menneskelige drama sig til ren naturfilm, og det fungerer faktisk.

Vi kan vel så tolke skyerne som et billede både på livets flygtighed og menneskets ånd. Eller vi kan se dem som noget evigt foranderligt, der uophørligt vender tilbage og minder os om, hvor små og ubetydelige vi selv er i vores stræben efter storhed, sammenlignet med naturen, der opfører sit eget vældige skuespil dag efter dag.

Udsagn fra Maria og Vals virkelige liv fletter sig sammen med replikker fra det tilsyneladende ret hårde og hudløse stykke, og ofte ved vi ikke, om de øver eller taler som sig selv, hvilket i øvrigt giver et næsten overnaturligt twist hen mod slutningen.

Rollen som den unge pige i stykket skal spilles af den unge og skandaleombruste Hollywoodskuespiller Joe-Ann Ellis (Chloë Grace Moretz). Moretz giver den fuld skrue som feteret og paparazzi-forfulgt kendis. Maria ser en af hendes superheltefilm og græmmer sig.

Den fiktive stjerne Ellis’ karriere kan minde om Kristen Stewarts. Stewart, der fik sit gennembrud i den ungdomsgotiske Twilight-serie, spiller afdæmpet den personlige assistent, som ydmygt indordner sig under Maria, men som selv har drømme, der måske er umulige at gøre til virkelighed.

I en af filmens mærkeligste scener kører hun jaget og plaget ned ad bjerget i al for høj fart til tonerne af svulstigt pumpende musik, hvorefter hun stiger ud og kaster op. Scenen bringer noget pludselig og ukommenteret action ind i den ellers ret stilfærdige film, der bevæger sig i europæisk art house-tempo med barokmusik til.

Det er en film, der i starten kan ligne et mondænt sofastykke, men viser sig at være ganske drilsk og forførende. Skyerne over Sils Maria er en kærlig og kritisk hyldest til alle films moder, det ældgamle, evigt foranderlige og flygtige teater.