Skyggebarn

”Peter er min storebror.”

Det siger Christine, mens billederne viser søskendeparret more sig med forlystelserne på Bakken.

Alt ånder idyl.

Lige indtil hun fortæller, at hendes 31-årige bror hverken kan høre eller se. En undren opstår og gennemtrænger hver scene i den tankevækkende dokumentar om at være pårørende til handikappede.

Alligevel stråler de begge af lykke og bryder med den gængse opfattelse af livskvalitet, men ikke desto mindre udfolder filmen en beretning om Danmarks begrænsede tilbud til døvblinde.

Det sidste er særligt aktuelt, fordi Peters forældre er ved at blive gamle. De er naturligvis bekymret for, hvem der skal tage sig af ham, når de ikke længere kan.

Det oplagte svar er søsteren Christine. Hun ønsker imidlertid ikke, at hendes elskede bror skal blive en pligt og forudser, at det kan blive en svær balancegang.

Hjertevarme privatoptagelser viser søskendeparret som børn, der leger i haven. Den lille Christine holder Peter i hånden, så han kan løbe over græsplænen med hende.

Dengang fik hun nogle gange ørepropper og bind for øjnene ved spisetid eller på gåture, så hun bedre kunne forstå sin bror.

Det er hende, filmens titel refererer til, og sammen med Cille Hannibal udfylder hun instruktørrollen. Selv om hun har fuld forståelse for Peters særlige behov, er det gået ud over hende igennem opvæksten.

Man kan sige, at hun har levet i brorens skygge og kommer formentlig til at have ansvar for ham resten af livet.

Det er tydeligt, hvor vigtig rutinen er for Peters verden. Det skaber tryghed, at han kan mærke og genkende sine omgivelser.

Det ses tydeligt i hans anspændte kropsholdning og ængstelige bevægelser, når han går ind på søsterens værelse, og skabet pludselig er væk. Det er stolen, der plejede at stå midt på gulvet, også. Alt er pakket ned, da hun omsider flytter i eget hjem.

Det gør også Peter utryg, når hans normalt punktlige ridetime forsinkes. Og scenen, hvor han sidder på hesten, giver et saligt indblik i hans gådefulde verden.

Nok er der en hjælper til stede. Men det er Peter, der med sine tre sanser har lært at interagere med dyret, så han ikke falder af.

I andre sammenhænge kunne scenen have været banal, men i Skyggebarn er den med til at vise en ofte overset person som et menneske med lyst til udfordringer, sanseindtryk og livets sødme.

Til gengæld er søsterens fortællerstemme overflødig. Når der vises optagelser af lykkelige stunder såvel som situationer, hvor Peter med næb og klør holder fast i dynen eller vrissent nægter at stå op om morgenen, repeterer søsteren bare en menneskelighed, som allerede er lysende klar.

Det kunne være interessant, hvis instruktørerne i stedet gjorde mere ud af at vise, hvorfor offentlige tilbud til døvblinde ikke er tilstrækkelige.

Ved middagsbordet til sin 30-års fødselsdag rejser Peter sig for at pille ved lampen ovre i hjørnet. Han ænser jo ikke, at lillesøsteren er ved at holde en tale for ham. I baggrunden står mor Jonna. Kvinden, der har helliget sit liv til at passe på ham, lader sit beskyttende blik flakke mellem Peter og kameraet, der følger ham.

Det er rørende at se morens bange øjne. Det er, som om hun konstant vurderer, hvordan filmens publikum vil tage imod hendes søn, når hun ikke er der for at beskytte ham.

Scenen er tankevækkende og bygger videre på det sug i maven, man får, når familien sidder i bilen og taler om, hvor svært det er at have handikappede som sine allernærmeste, imens Peter er på bagsædet.

Skyggebarn er en film til en tid med fokus på inklusion, og der vil garanteret være mange pårørende, der føler sig set og forstået.