Skyggen i mit øje

Uden at forklejne andre blodige hændelser under den tyske besættelse er fejlbombningen af Den Franske Skole i marts 1945 den begivenhed der hæsligst bragte verdenskrigens meningsløse brutalitet til Danmark.

86 børn og atten voksne døde, da det britiske luftvåben under et angreb på Gestapos hovedkvarter i København ved et uheld får et forkert mål for øje.

Et fly styrter ned ved skolen, og den efterfølgende røgudvikling og forvirring får flyene til at smide bomberne over børn og nonner på den katolske pigeskole.

Ole Bornedal er nok dansk films absolutte melodramatiker i klassisk forstand. Han kan starte en film med et jordskælv og dernæst stramme fortællingen til uanede højder.

Han formår at krydre et storladent drama med romancer og ramasjang, sorger og glæder, små og store mennesker. Nogle gange bliver det for meget, men altid er han mere eller mindre lødigt underholdende.

Jordskælvet i Skyggen i mit øje er en drengs overværelse af et engelsk flys effektive gennemskydning af en bil med jyske brudepiger. Selv om scenen umiddelbart fremstår umotiveret, er tableauet en logisk brik i puslespillet.

I det hele taget er Bornedals drama om virkelighedens tragedie en af de bedst plotlagte historiske film i lang tid.

Vi får meget hurtigt både en heftig stikkerlikvidering, hipomænds menneskejagt og tortur af tilfangetagne modstandsfolk. Mens en nonne på Den Franske Skole flagellantisk pisker sig selv, samles københavnske småbørnsfamilier til morgenmad, og så traller børn på vej til skole.

Bornedals historiske tv-serie 1864 var meget hulter til bulter, men her formår han at holde alle sine bomber i luften og gribe de fleste.

Den majestætiske indflyvning af de atten Mosquito-bombere eskorteret af Mustang-jagere er imponerende suverænt gestaltet i Steven Spielberg-klassen. Det giver et sug i kroppen, når man som publikum bliver sendt ned fra himlen sammen med en af de snurrende bomber på vej mod målet.

Ole Bornedal er gerne en mand med et budskab. Det er instruktøren også her, hvor han undersøger, om Gud er stendød eller blot sover til middag, mens djævelen går på Jorden i sort nazi-uniform.

På et tidspunkt forlader vi katastrofefilmens kollektive ensemble for nærmest at blive klemt ind i en klaustrofobisk film af den asketiske mester Robert Bresson.

Men selv her lykkes det at holde balancen, samtidig med at det overlæssede kun sporadisk tipper over.

Selve skildringen af den ubegribelige tragedie med børn, der dør under de værste lidelser, mens forældrene venter utroligt på nyt, er heldigvis sat i scene med mere nøgtern soberhed end skinger sentimentalitet.

Alligevel skal man have fået hældt cement i tårekanalerne, hvis de ikke bliver våde.

Den Franske Skole på Frederiksberg hed officielt ”Institut Jeanne d’Arc” efter den franske skytshelgen. Og til tider vækker fremragende Fanny Bornedal som nonnen Teresa mindelser om hovedrolleindehaveren Falconetti i Carl Th. Dreyers film, der hylder Frankrigs kanoniserede beskytter.

Omkring sin dygtige datter har Ole Bornedal samlet en velspillende samling aktører i alle aldre.

Bertram Bisgaard Enevoldsen, Ella Josephine Lund Nilsson og Ester Birch Beck er rørende som filmens barnetrekløver, der får frarøvet uskylden på grummeste vis.

Susse Wold er som skabt til at spille priorinde, og altid gode Danica Curcic er en fortvivlet mor, mens den danske verdensstjerne fra tv-serien Vikings, Alex Høgh Andersen, overbeviser som hipomand med ar på sjælen.

Skyggen i mit øje kommer vidt omkring og skildrer både britiske piloter og tilfangetagne frihedskæmpere, så man ikke kan undgå at blive grebet af adskillige menneskeskæbner.

Det er virkelig en stærk og slagkraftig film. Ole Bornedals bedste.