Skyld – sæson 2

”Du er ulækker at være kæreste med et barn,” svarer en lyshåret kvinde, efter at kæresten lige har kaldt hende for infantil. 

Det er hendes desperate modangreb for selv at stå i bedre lys. En evig konflikt, som det navnløse kærestepar har kæmpet, siden de i seriens første sæson døjede med tosomhed og kedsomhed under corona-nedlukningen. 

Efter genåbningen mundhugges de stadig. De kan ikke blive enige om, hvordan de skal omfavne verden, der efter halvandet år endelig står vidåben. 

Hun er fuld af krudt og parat til at komme ud på nye eventyr med fester, weekendture og planer om at spise ude hver aften. 

Han er derimod mere pragmatisk og foretrækker roen derhjemme. Det forstår man godt efter en bytur, hvor han kører hende og slænget hjem. 

Den joviale stemning slutter, når hun begynder at skælde veninderne på bagsædet ud, før hun undskylder. Og bilder dem ind, at hun er jaloux, fordi kæresten – staklen, der tålmodigt venter uden for den parkerede bil – har hentydet, at han gerne vil knalde med dem. 

Som i et moderne kammerspil viser hvert afsnit parret sidde i bilen og småskændes, imens man igennem bilruden aner et bagtæppe, der sætter dagsordenen. 

Står de parkeret foran Skuespilhuset, bryster de sig af deres teaterviden og gode smag, men uden for Ikea er de så overvældede, at de sammenligner turen med krigstraumer og bebrejder hinanden for at være en dårlig soldaterkammerat. 

Således optrevles begivenhederne, der går forud og udstiller parforholdets magtstrid. Ingen bagatel er for lille til, at den udvikler sig til et dramatisk, ofte komisk vredesudbrud. 

Han mindes en lykkelig aften, de havde sammen, og fortæller hende, hvor smuk hun var. Men hun er rasende over, at komplimentet formuleres i datid og spørger, om hun så ligner en trold nu. 

Som Steen og Stoffer fra avisstriben udfylder kæresteparret rollen som arketyper, der inden for et begrænset tidsrum vender emner, der er oppe i tiden, på humoristisk og ofte forstandig vis. 

Emma Sehested Høeg er hylende morsom som den energiske, egenrådige kvinde, der render om hjørner med kæresten, som ingenlunde kan følge med hendes verbale snilde. 

Særlig sjovt er det, når hun en sjælden gang ikke får sin vilje. Desperat prøver hun at lyve sig ud af en kommende parmiddag, som kæresten er gået med til. Men hun kan ikke opdigte en god løgn på stående fod. 

Magnus Haugaard er også skøn som hendes føjelige halvdel, der kun sjældent siger fra. Selv om han tit taber skænderierne, er det en fryd at se hans komiske reaktion på hendes ofte skøre udmeldinger. 

Dynamikken bliver kun morsommere af, at de udstiller hinandens opførsel enten ved at bytte roller, så han pludselig er den frembrusende rævepels, eller når de rynker på næsen ad andre par med lignende magtstrid. 

Karaktererne kan læses som en satire over fortidens kønsroller, hvis rester stadig kan spores i moderne forhold. Han er den moderne, bløde mand og hun en stærk kvinde. 

Et magtforhold, man nok havde beskrevet som ynkeligt for nogle generationer siden, og de er begge sårbare over for den mindste hentydning dertil. 

”Har du et problem med kvinder og magt?” spørger den dominerende kvinde ham, når han udtaler sig kritisk om Mette Frederiksens bedrift som statsminister. For en gangs skyld retter han ryggen for ikke at virke ynkelig, går til modangreb og svarer: ”Så var jeg nok ikke kæreste med dig!” 

Til sidst når de altid at blive forsonet igen, fordi de har brug for den anden som modvægt til deres eget vanvid. Men de lærer aldrig noget. Et skænderi om overdrevent telefonbrug bliver til moderne lommefilosofi og sociologisk debat. Og til sidst bliver telefonen igen trukket op af lommen. 

Skyld er et friskt pust til komediegenren.