Skytten

Annette K. Olesen har kun instrueret fire afsnit af Borgen, men at dømme ud fra hendes nyeste spillefilm, den politiske thriller Skytten, har miljøet smittet en smule af på hende. Social kommentar har boblet under overfladen på flere af Olesens film, især 1:1 og hendes seneste, Lille soldat, men fokus har mere været på menneskelige relationer end politik eller sociologi.

Skytten repræsenterer med sine slet skjulte pro-miljø- og anti-korruptions-budskaber et prisværdigt temposkift og et mere udadvendt blik for instruktøren. Alligevel føles resultatet sommetider en smule anonymt, som en kompetenceudviklende øvelse, der kunne være lavet af de fleste dygtige håndværkere, og som mangler det bankende hjerte, der mærkes i hendes bedste film.

Åke Sandgrens manuskript udfolder sig i et fiktivt univers – ikke helt forskelligt fra Borgens – hvor et SF-agtigt parti er kommet til magten. Partiet mener, at de er blevet stemt ind på grund af deres løfter om velfærdsreform snarere end deres miljøpolitik. Da regeringen offentliggør sine planer om at alliere sig med USA og Grønland for at bore efter, hvad de beskriver som en oliereserve af moderat omfang, ser den yderste venstrefløj det dog som et svigt af partiets mål om at reducere global opvarmning. Geologen Rasmus Holm Jensen (Kim Bodnia) er særlig rasende, og med sine (for plottet meget belejlige) skarpskyderevner begynder han at skyde efter politikere, der er involveret i Grønlands-aftalen. Hans intention er egentlig bare at skræmme dem med nærgående forbiere.

Rasmus tager kontakt til den prominente journalist Mia Moesgaard (Trine Dyrholm), der er tidligere venstrefløjsaktivist – og i dag kun en smule mere moderat. Hun var venner med udenrigsministeren Thomas Borby (Nikolaj Lie Kaas), dengang de begge var unge uromagere, der ikke holdt sig tilbage for at kaste et par brosten under protesterne.

Rasmus fodrer Mia med information, der afslører meget større grønlandske oliereserver, end regeringen har indrømmet, og det involverer hende endnu mere i affæren. Det er fantastisk for hendes avis, men skidt for Mia personligt, fordi redeligheden begynder at true hendes planer om at flyve til Indien for at adoptere et barn. Det skal nemlig ske dagen før, USA’s udenrigsminister ankommer til København for at underskrive aftalen med Borby.

Den originale Skytten fra 1977, som huskes mest for Jens Okkings attentat på Allan Simonsen, havde atomkraft i fokus og en mandlig journalist i hovedrollen. Den nye udgave ligger i naturlig forlængelse af femi-krimibølgen og tv-drama som Forbrydelsen, ikke mindst i dens integration af samfundsplot og personlige problemer. Men selvom skuespillerne, især Dyrholm og Bodnia, puster sjæl i deres lidt flade karakterer, føles manuskriptet lidt underkogt med utilstrækkeligt doseret baggrundsinformation, og særligt utilfredsstillende er netop filmens manglende evne til at sammenvæve det personlige og politiske. Selvom Rasmus' forsøg på at retfærdiggøre sin pseudo-terroristiske aktion ved at erklære, at han forsøger at redde børns liv i Sydafrika, tydeligvis gør indtryk på Mia.

Andre steder er dialogen lidt stiv, og troværdigheden bliver sat på en prøve i det store klimaks, hvor Mia tilfældigvis er på rette tid og sted. På plussiden er Rasmus Videbæks fotografering smuk, især landsskabsbillederne med isflager og gletsjere, som fremhæver skønheden i denne frosne verden, der er truet af global opvarmning. Scenerne i menneskemylderet er godt forløst og nyhedsudsendelserne overbevisende fremstillet, om end for meget forklaring for publikum beror på dem. Og den bastante krydsklipning og dage-nedtælleren, der skal skabe suspense, føles mere tv-agtig end filmisk.