Slow Horses

”Er han død?”

”’Svært at sige med hans IQ.”

Sådan lyder et rapt replikskifte mellem den superkølige, overklasse-selvsikre efterretningschef Diana Taverner (Kristin Scott Thomas) og hendes sinistert erfarne og evigt fjærtende efterretningskollega, Jackson Lamb (Gary Oldman).

To drevne rotter fra afdelingen for mænd og kvinder i blå briller og skæg. To fremragende skuespiller, som diskuterer fundet af en muligvis død agent neden for en trappe.

Da Mick Herron sidste år besøgte Horsens Krimimesse for at modtage Palle Rosenkrantz-prisen for årets bedste oversatte krimi, var han pavestolt over, at netop Oldman skulle gestalte hans barske antihelt og Kristin Scott Thomas spille dennes ambitiøst snobbede rival.

Lamb er veteranen fra den kolde krigs Berlin. Gang på gang udmanøvrerer han sine modstandere inden for murene i hendes majestæts hemmelige tjeneste. Oldman har før fermt spillet John le Carrés aristokratisk intellektuelle George Smiley med kolde øjne, kølige hjerneceller og tør sherry på den stive overlæbe.

I sin første serierolle spiller han suverænt en af de proletariske agenter, vi kender fra Len Deightons bøger, en spurv i tranedans, som siden overtrumfer alle andre med sine trin. Lamb er sjusket og snu, men har den gammeldags morale og ære altid at få sine mænd og kvinder mere eller mindre helskindet hjem fra en mislykket mission.

Slow Horses følger meget solidarisk romanseriens første bind, som på dansk hedder Slagteheste.

Den unge agent River – en underdrejet, men belevent resolut Jack Lowden – begår i begyndelsen en træningsbommert, som i den virkelige verden ville have dræbt hundredvis af mennesker.

Derfor sendes han over til Lamb, der i forvejen har huset fuld af efterretningsvæsenets husvilde. Med sig har River kvinden Sid – spillet charmant mystisk af Olivia Cooke – som viser sig at være på den gedulgte opgave at holde øje med River for M15.

Han er nemlig på sporet af et højreorienteret komplot med en kynisk iscenesat kidnapning, der har tråde ind i regeringskredse og omegn.

Forvirret?

Det skal man være i denne labyrintiske genre, milevidt fra danske hyggeserier fra Helsingør og Hvide Sande. Nok er alle meget slagfærdige i ord og gerning, men historien er brutalt realistisk, når det kommer til pludselig død for dronning og fædreland.

Vi er i et London, som kun i glimt ligner turistens med Tower og St. Paul, de fine palæer og noble parker. Vi kommer ned ad de tarvelige og snoede smågader, der fører ind i gamle lagerbygninger, nedslidte boligblokke, havnefront og glemte kanaler.

De intenst mættede montager er tintet af britisk noir, som man kender fra klassikere som Lynaktion Ipcress og serien Den syngende detektiv.

London er evindelig regn i stride strømme. Og i denne genre er regnen mere fatal og farlig end, hvad en ordinær paraply kan beskytte imod.

Alle roller er som vanlig for en britisk produktion glimrende besat. Altid fremragende Jonathan Pryce er Rivers bedstefar og Lambs snu kollega fra fortiden.

Samuel West med ræveansigt og latent voldeligt spil ses i birollen som den gustne politiker, der især i bøgerne kan ses som parodi på premiereminister Boris Johnson, forfatterens forne kollegiefælle i Oxford.

Der tales meget og længe. Man tager sin tid, som om man mere befinder sig i en causerende talefilm af franske Eric Rohmer end en flamboyant spionfilm med rænker og rævekager.

Men det er en yndefuld charme ved adaptionen af et fyldigt litterært værk. Tv-seriens force er at kunne levere historier med det omstændelige drive, der får det meste med fra en spændende roman.