Snowden

Edward Snowden er enhver manusforfatters mareridt. Indadvendt og intellektuel, stille og genert, undseelig på grænsen til det kedelige. Ingen traumer, ingen lig i lasten, ingen mørk side, ingenting, som kan give brændstof til en historie.

Men i juni 2013 sagde dette menneske farvel til sin lukrative tilværelse og tog det svimlende skæbnesvangre skridt at afsløre USA’s tophemmelige overvågning af mennesker overalt på kloden.

Det er prisværdigt, at Oliver Stones film holder sig til det ene væsentlige spørgsmål: Hvorfor gjorde han det? Og det er filmens styrke, at den ikke opfinder én afgørende hændelse, men viser, at det var en progression af begivenheder, der gjorde Snowden til verdenshistoriens største whistleblower.

Filmen starter in media res, da Snowden lander i lufthavnen i Hongkong med tusindvis af hemmeligstemplede dokumenter for at mødes med journalisten Glenn Greenwald og instruktøren Laura Poitras. De følgende nervepirrende døgn kender vi fra Poitras’ eminente dokumentar Citizenfour, men Oliver Stone bryder forløbet op med lange flashbacks, som udfolder den personlige historie bag dramaet.

Vi oplever den unge Edward, der brækker begge ben i militæret, fordi hans klejne krop ikke kan klare belastningen. Vi bevidner lynkarrieren i National Security Agency, der opdager hans begavelse i en morsom, perfekt turneret scene. Og vi mærker hans forelskelse i den liberale Lindsay Mills, der under deres første stævnemøde, som belejligt finder sted samtidig med en anti-Bush-demonstration, selvsikkert siger, at hun nok skal pille konservatismen ud af ham.

Det gør et stort indtryk på Snowden, da han ser, at et overvågningsprogram, han har opfundet, bruges til drone-likvideringer. Han indser også, at overvågningen ikke handler om at bekæmpe terrorister, men om at fodre militærindustrien og sikre amerikansk verdensherredømme. Og han bliver dybt skuffet over præsident Obama, der ikke lever op til sit løfte om at begrænse overvågningen og senere behandler Snowden som spion – hvilket vil stå som en skamplet på hans regeringstid.

Men dråben, der får bægeret til at flyde over, er Snowdens erkendelse af overvågningens indgriben i hans eget liv. Og en diskussion om læren af Nürnberg-processen – forbrydelser kan ikke undskyldes med, at man handler efter ordre – som tegner den sidste streg i portrættet af Citizen Snowden.

Joseph Gordon-Levitt ligner Snowden, og efter overspil i begyndelsen finder han ind til den menneskelige essens af karakteren. Shailene Woodley har mindre at arbejde med som kæresten, der mest bruges til at vise de personlige omkostninger for Snowden. Rhys Ifans spiller Snowdens NSA-chef med kuldegysende kynisme, mens Nicolas Cage varmt legemliggør en visionær, men detroniseret efterretningsmand, som i filmen bliver en moralsk mentor for hovedpersonen.

De sidste tyve minutter er en regulær, nervepirrende thriller, effektivt fotograferet af danske Anthony Dod Mantle. Metoden til udsmuglingen af dokumenterne, som filmen har opfundet til lejligheden, er kostelig. Og venstreorienterede Oliver Stone udstiller sarkastisk, at mens medierne spekulerede i, at stenrige mennesker holdt Snowden skjult i Hongkong, sad han hos en ludfattig familie midt i byens værste slum.

Man forundres over, at Edward Snowden i hele forløbet, hvor han kommer under et umenneskeligt pres, ikke begår en eneste fejl. Selv da avisen The Guardian er ved at få kolde fødder, falder han ikke for fristelsen til at offentliggøre dokumenterne selv. Det skal gøres forsvarligt, ingen personer må blive skadet.

Da Snowden fra sit eksil i Rusland næsten umærkeligt toner frem til sidst og med sin tilstedeværelse blåstempler filmen, er det genuint rørende.

Stone har påtaget sig rollen som sin nations kronikør – fra mordet på JFK over Vietnamkrigen og Nixon til 11. september. Han stiller sig til rådighed for emnerne og bruger sin kunstneriske gennemslagskraft til at oplyse og engagere publikum.

Med Snowden er han tilbage for fuld musik (som i øvrigt fylder lidt rigeligt) med en budskabsfilm. Det er en genre, der har et dårligt ry, ikke mindst blandt kritikere. Hvis du har et budskab, så brug postvæsenet, sagde man engang. Men postvæsenet er ikke, hvad det har været, og er budskab ikke bare et andet ord for at have noget på hjerte?

Snowden er vigtig, ikke for filmkunsten, men for den demokratiske verden. For dig og mig.