Snowpiercer

Det er ikke nogen selvindlysende god idé at koge en serie over Snowpiercer. Bong Joon-hos film fra 2013 er en formfuldendt knaldperle af en allegorisk science fiction-thriller, to timers rå klassekamp og ikke ét overflødigt minut. 

Første sæson af tv-serien er uinspireret bestillingsarbejde, der efter fem afsnit stadig har svært ved at komme op i omdrejninger. 

Handlingen udspiller sig om bord på toget Snowpiercer, der fragter menneskehedens sidste overlevende rundt om en bundfrossen, livløs planet i et uendeligt loop. Forrest bor de ødsle overklasseløg, der havde råd til en billet – bagerst, i Halen, er togets blinde passagerer stuvet sammen som rotter, uden sollys eller selvrespekt, mens de drømmer om at gøre oprør.

Det har de gjort i syv år, og lige foreløbig bliver det ved drømmen. Serien lægger ud med en mordefterforskning, der fører os rundt i togets nidkært klasseopdelte mikrosamfund.

Da togpersonalet finder et amputeret og kastreret lig på tredje klasse, ser den pertentlige togadministrator Melanie sig nødsaget til at indkalde togets eneste detektiv: Layton, oprørslederen i Halen.

Lokkemaden for ham er en opgradering til den arbejdende tredje klasse og en mulig genforening med den ekskone, der forlod ham nogle år forinden.

Men forfremmelsen giver også mulighed for at smugle informationer tilbage til hans medsammensvorne, og sådan simrer det store opgør hele tiden et sted i kulissen, mens Layton holder sine kort tæt ind til kroppen.

Jennifer Connelly får lov at gøre Melanie – stedfortræder for den gådefulde entreprenør Mr. Wilford og togets daglige diktator – til seriens eneste komplekse skikkelse. Hun menneskeliggør de benhårde valg, der er nødvendige for at holde toget kørende.

Også Daveed Diggs er et solidt anker for fortællingen, når han som Layton overlister sine opsynsmænd og jager mistænkte en skræk i livet med sin bydende figur.

Men han stråler på en mat baggrund af enfoldige, ensidige bipersoner – som den arrige vagt, der piner de fattige med snerrende afsky, eller den forkælede rigmandsdatter, der vrikker ubehjælpsomt med hoften og lokker med et forræderisk smil.

Layton er fanget i et tamt trekantsdilemma mellem den ene og den anden selvopofrende, spinkle, hvide brunette.

Bong Joon-hos film skar også karaktererne ud til typer, men det gav den en slagkraftighed, der er totalt fremmed for serien. Graeme Manson, manden bag thriller-serien Orphan Black, fortæller uden nævneværdig passion og med alle tv-mediets udtjente virkemidler.

Herhjemme ser vi serien på Netflix, men Snowpiercer er produceret af den amerikanske kanal TNT, og det er netværks-tv på det jævne. Hvert afsnit varer tre kvarter, opbrudt af reklamepauser og skrevet ud fra parolen: Forklaring, forvikling, forhaling, forhaling, forhaling.

Mordgåden skubber fortællingen taktfast fremad fra den ene reklamepause til den næste, helst med et lille trommecrescendo, en dramatisk replik (”Hvad har du gjort?!”) og et hårdt klip til sort.

Det er elementært spændende, men ikke mere end det. Man bliver hængende, og hver gang ens blik flakker i retning af mobilen, får nogen tæsk eller armen frosset af. Og så tager man lige ét afsnit mere.

Men ikke en eneste scene sætter sig i hukommelsen.

Et alternativt pilotafsnit blev optaget og forkastet, fordi TNT ønskede at gå i en anden – mere tandløs, formoder man – retning. Den forliste version var instrueret af Scott Derrickson – manden bag Sinister og Doctor Strange – der siden har udtalt, at det var hans hidtil bedste arbejde.

Den version af serien havde jeg gerne set. Der er ikke noget godt argument for at genfortælle Bong Joon-hos film, men måske er der rigeligt med stof til nyfortolkning i den franske tegneserie, der ligger til grund for den.

Men denne version af Snowpiercer føles som en undskyldning for TNT til at tjene deres investering hjem i stedet for blot at skrotte kulisserne og finde på noget nyt.

Det er allerede bekræftet, at Graeme Manson får en sæson mere til at forme serien til noget mere vedkommende. Måske vil det lykkes. Men der er lang vej igen.