Sommer

Selvfølgelig skider Sommer undervejs højt og flot på den gængse spillefilms normer og konventioner.

Den russiske instruktør Kirill Serebrennikovs film handler nemlig om 80’ernes punkmiljø. Og punken står jo som bekendt for alt, der har med oprøret, det rebelske og oppositionen til det bestående at gøre.

Derfor skal vi heller ikke synderligt langt ind i Sommer, før filmens flot komponerede sort-hvide og realistiske udtryk brydes af musical-karikerede togpassagerer, der synger med på Talking Heads-klassikeren Psycho Killer. Imens flyver det rundt på lærredet med tekstbidder og polyformer figurer.

Nu troede man ellers lige, man så et helt traditionelt periodedrama …

Kirill Serebrennikovs film handler med andre ord ikke bare om punk og oprør, men er – til dels i hvert fald – også punket i sin form. Uden det bliver generende kunstigt går form og indhold således fornemt hånd og hånd i det meste af den to timer lange film.

Sommer, der er en direkte oversættelse af filmens russiske originaltitel Leto, deltog i 2018 i hovedkonkurrencen på filmfestivalen i Cannes.

Filmen fik fine ord med på vejen, men vakte især opsigt, fordi Kirill Serebrennikov på daværende tidspunkt var i husarrest og derfor ikke selv kunne møde op på den røde løber i Sydfrankrig. Mange betragtede husarresten som politisk motiveret, fordi instruktøren igennem lang tid havde kritiseret magthaverne i Rusland.

Serebrennikovs tilsyneladende rebelske og oprørske tendenser fornemmer man også i Sommer.

Filmen følger en gruppe musikere, der alle er knyttet til Skt. Petersborgs punk- og rockscene i starten af 1980’erne.

Flokken er umiddelbart stor, og filmen har lidt af kollektivfortællingen over sig. Den centrale handling kredser dog klart om trekantsdramaet mellem den ledende musikalske frontmand Mayk (Roman Bilyk), hans kone Natalia (Irina Starshenbaum) og den fremadstormende, lovende Viktor (Teo Yoo).

Natalia bliver langsomt mere og mere interesseret i den spændende Viktor, mens hun samtidig har et forhold til Mayk.

Den musikalske scene og det mere intime trekantsdrama bliver derfor den prisme, hvorigennem filmen udforsker den svære balance mellem frigørelse og tosomhed. Oprør og status quo. Drømme og bristede illusioner.

Portrættet af menneskene er stilfærdigt gribende, men faktisk er det langt fra handlingen, der er mest interessant i Sommer.

I stedet er Kirill Serebrennikovs film en til tider original, ubesværet legesyg og veloplagt hyldest til en ganske særlig periode med et ganske særligt visuelt og musikalsk udtryk.

Tidens ikoniske musik fylder en del, ligesom samtaler om The Velvet Underground, David Bowie og Blondie konstant er omdrejningspunktet mellem karaktererne. Samtidig forsøger filmen hele tiden at prikke til og bryde ud af sin egen stramt sort-hvide form. Karaktererne taler direkte til kameraet, pludselig er billedet i farver og folk bryder ud i dans.

En kedelig bustur i Skt. Petersborgs gader forvandles til en energisk musicalscene til tonerne af Iggy Pops The Passenger med dertilhørende koreograferet dans og korsang.

Sommer indkapsler i det hele taget en veldoseret balance mellem det oprørske og det beherskede. Filmen føles kun få steder påtaget og stereotyp. I stedet er det dens tålmodige modenhed, der tillader den at skeje ud i sin form undervejs.

Men kan både læse Sovjet-nostalgi og -kritik ind i filmen, fordi personerne konstant vekselvirker mellem vestlig inspiration og sovjetisk konformisme.

Kirill Serebrennikovs film er både en hyldest til 80’ernes musikscene og sprudler undervejs af fortælleglæde. Samtidig er filmen et kærkomment anderledes portræt af Rusland, der både er specifikt og mere universelt i fortællingen om kærlighed og håb pakket ind i punk.