Sommerdahl

For ikke så længe siden skrev forfatteren Anna Grue en række klassiske hyggekrimier med reklamemanden Dan Sommerdahl som privatdetektiv i en fiktiv, dansk provinsby.

Uden at være grusomt spændende endsige særligt originale var det forfriskende at læse om en opdager, der for en gangs skyld ikke er ansat på en politistation.

I TV 2 Charlies første egenproducerede krimiserie – Sommerdahl – er Dan imidlertid blevet gjort til en overordnet, arbejdsliderlig politimand, og romanernes lidt søvnige lilleby er blevet til hyggelige Helsingør.

Dans kone Marianne er kriminaltekniker på politistationen, og parret bor smukt i hendes arvede hus ned til strand og badebro.

Første afsnit åbner med idyl i ægtesengen og sølvbryllup i haven med gæster og udsigt til havet. Men Dan bliver samme morgen rodet ind i en sag om en dræbt, russisk kvinde og hendes forsvundne spædbarn, som skal findes inden 24 timer.

Han når derfor ikke frem til sølvbryllupsmiddagen.

Her falder fruen tilfældigt i med en gammel flamme, og efter sød snak og champagne ender de sammen i sengen. Et spontant sidespring, men også symptom på, at Marianne savner Dan i dagligdagen.

Han opdager engangsknaldet, flytter vred og forsmået ned i sin båd, som meget symbolsk ikke er sat i søen. Og imens afløser den ene forbrydelse den anden.

Dans makker – ungkarl og dameglade Flemming – forsøger at glatte ud. Eller gør han nu også det? Er han ikke også lidt for engageret i vennens forsømte kone, som med sit sidespring pludselig er erotisk spændende?

Et psykologisk emne, som i andre og mere ambitiøse sammenhænge kunne udvikle sig til andet end vanlige sprækker i et mandevenskab.

Desværre drukner temaet indtil videre i de fem første af i alt otte afsnit. Med sine evindelige klynk forsøger Dan eskalerende pinligt at genoptage et parforhold, som Marianne synes for seksuelt og socialt vækket til umiddelbart at komme tilbage i. Hun er shinet op, har fået ny frisure og kropsnært tøj.

Men disse erotiske og ægteskabelige skærmydsler bliver mildest talt et enerverende akkompagnement til politiforretningernes forløb og afvikling.

Dan Sommerdahl bliver spillet af Peter Mygind, der desværre trækker for meget på sin rolle som sentimental ægtemand og romantisk kæreste fra tåreperserserien Nikolaj og Julie.

Med de umulige replikker, Mygind får lagt i munden, er han mere Peter Pan end politimand. På trods af at være castet mod sin type som politikorpsets hanrej burde han være tillagt den stålsatte værdighed og stoiske mine som professionel good cop.

Og så er det en skamredet kliché, at strømere arbejder for meget til at være standhaftige ægtemænd.

André Babikan er Flemming, som med politiskilt i hånden vrisser tough af mistænke. Peter Gantzler minder nostalgisk om Jens Okking i fortidens En by i provinsen. Altid seværdige Lotte Andersen er som chef i politiuniform og hårknude i nakken mere DDR end DK.

Og Laura Drasbæks Marianne er svalt sexet. Umiddelbart alt for sofistikeret til sin endimensionelle husbond, der er uden nærvær og begær.

Seriens krimisager er stereotype lige ud af det store katalog for gængse politihistorier på tv.

Stakkels, slaviske kvinder bliver slaver i Vesten, og mord sker blandt venner og familie. Gustne mænd er som et fyldt lokum: optaget og fulde af lort.

Der er intet nyt fra forhørslokalet, og det nordsjællandske rigmandsmiljø skildres uden brod. Seriens Helsingør er sommersol og blide bølger, turistvenlig reklamesøjle med golfbaner, gågade og Kronborg i horisonten.

Budgettet har været skrabet, så der er flere parallelparkeringer end biljagter. Men Kenneth Kainz og Carsten Myllerup har sat de smukke billeder effektivt og glat i scene.