Sonic the Hedgehog 2

Næsten alting går hurtigt i Sonic the Hedgehog 2.

Det antropomorfe lynpindsvin Sonic sprinter, som han har gjort det siden sit første Sega-videospil for over 30 år siden, mens mere eller mindre vittige replikker fyres af sted med splitsekunders mellemrum.

Det lader til, at manuskriptet er lavet med samme hast, men ironisk nok føles filmen alt andet end hurtigt overstået.

Forfatterholdet er ellers næsten det samme som det, der skrev oplægget til den første Sonic-film og mod alle odds fik både kommerciel succes og udmærkede anmeldelser.

I første film måtte rumvæsnet Sonic kæmpe med ensomheden og besejre den skøre videnskabsmand Dr. Eggman for at beskytte sin nye adoptivfamilie på Jorden.

Denne gang er Eggman tilbage efter hævn sammen med den anden Sonic-figur Knuckles. De er også alle sammen ude efter en magisk smaragd, og samtidig forsøger Sonic at blive mere moden.

For en børnefilm er handlingen underligt svær at referere, og årsagen er, at filmen er ufokuseret.

Det skyldes især en ligegyldig sidehistorie om Sonics adoptivfar, som skal til sin svigerindes bryllup, der ikke har nogen betydning i forhold til andet i filmen.

Det kulminerer særligt frustrerende under vielsen, hvor der udspiller sig et forudsigeligt forvekslingsnummer, der involverer en magisk ring og – ja, gæt selv.

Sonics egne problemer føles heller ikke vigtige.

I filmens indledende biljagt formår han uden problemer at redde dagen, uden at nogen kommer til skade. Af en eller anden grund betyder det, at han skal belæres af adoptivfaren om at huske at passe på andre, hvilket han så funderer over resten af filmen.

Der er ikke det store på spil.

Det havde måske været anderledes, hvis man havde haft modet til at lade det gå galt i starten eller givet indtryk af, at det er muligt for de 3D-animerede dyr at slå sig.

Den i forvejen svage spænding falder helt til jorden i, hvad der skulle være det emotionelle klimaks. Her når Sonic uden skyggen af ironi frem til, at der kun er én måde at redde dagen: Han bliver nødt til at løbe … hurtigt.

Hvem skulle have troet det.

Ben Schwartz, der lægger stemme til Sonic, lyder som en mere skabet og snothvalpet udgave af Ryan Reynolds i Deadpool. Han får også de værste replikker, og man kan få tanken, at manuskriptholdet ikke rigtigt bryder sig om deres hovedperson.

Kærligheden går til skurkene.

Jim Carrey var et hit i den første film, og han er tilbage i rollen som Dr. Eggman, der måske er den mest Carrey-agtige præstation siden den gakkede storhedstid i 90’erne. Han er den eneste skuespiller, der har opdaget, at han er med i en film baseret på et computerspil.

Han har de bedste jokes og leverer hver af dem med hovedkulds, absurd engagement, der havde været pinlig, hvis ikke han åbenlyst nyder hver og én.

Også Idris Elba som Knuckles er en positiv tilføjelse. Med underspillet levering bliver han et fladpandet, selvhøjtideligt muskelbundt, der især mod slutningen lyser op som et komisk element.

Det samme gør Eggmans håndlanger Agent Stone, som laver længselsfuld latte-art på kaffebaren Mean Beans i sin herres fravær.

Folkene bag Sonic-filmene kan sagtens være sjove, når de vil, og blandingen af animation og live action er forunderligt velfungerende det meste af tiden. Men en i forvejen rigeligt lang børnefilm bliver virkelig lang, når selv manuskriptforfatterne mister interessen for deres hovedperson.