Sort krabbe

De første scener i den dystopiske krigsfilm Sort krabbe ligner i uhyggelig grad de optagelser, vi for tiden ser fra det krigsplagede Ukraine.

Forarmede civile er forkrampede på flugt i laser og pjalter, mens meget militante militærfolk i kaki, skimaske og kampuniform ser brutalt til. Alt er kaos og ragnarok.

I starten af filmen ved man ikke, hvem der er fjende, og hvem der er ven. Men så stopper kameraet ved svenske Noomi Rapace, der i rollen som hovedpersonen Caroline sidder med sin datter i en bilkø.

Dernæst sker ting og sager, der ikke skal fortælles her. Men som så mange andre gange i andre actionfilm har Rapace sort bælte i kampsport og pistolskydning.

Begyndelsen er lige dele enerverende, forvirrende og effektiv.

Krigens formål og motiv er skjult i et kakofonisk mareridt, et virvar af skud og stemmer, sønderskudte bygninger og monstrøse motorkøretøjer. Sådan er den moderne krigs rædsler. Fjenden ses kun i fragmenter af forfærdelige nedslag af pludselig død fra en klar himmel.

Den svenske instruktør Adam Berg – mest kendt for musikvideoer, hvilket mærkes i hans overlækre, visuelle billedæstetik – lægger an med at skildre en borgerkrig i et senmoderne Sverige. Fjenden kommer fra nord og kunne være russere. Senere ser vi hvidklædte soldater, som vi kender dem fra Anden Verdenskrigs østfront.

Men der dukker også mennesker op, som tyder på at være svenske. Forvirringen fungerer meget godt et langt stykke af vejen i en egentlig ret traditionel krigsfilm, hvor en håndfuld soldater skal ramme fjenden bag deres linjer.

Det nye er, at skærgården er frosset til. De kamptrænede soldater – titlens sorte krabber – er også forvandlet til skarpskydende skøjteløbere, der skal nå frem til en base med en mystisk kapsel. Den kan stoppe krigen og gøre en ende på helvedet.

Noomi Rapaces Caroline er en af disse skøjtende soldater, der farer af sted gennem isvinterens dødbringende termokulde for at komme fjenden i forkøbet. Men hun har også noget personligt i klemme.

Målet er nemlig øen Ødø, hvor Caroline håber at genfinde den datter, der forsvandt i begyndelsen af filmen. Caroline ser datteren i tilbageskuende syner og hører hendes stemme i sin forpinte hjerne.

Sort krabbe er ganske flot og uhyggelig med betagende scener. Som når Rapace falder under isen eller ligger faretruende i en våge. På et tidspunkt ser vi lig under isen, nærmest som en scene fra Dantes Inferno.

Selvfølgelig er der brodne kar i soldatergruppen. Dansk-norske Jakob Oftebro spiller underdrejet en vægelsindet løjtnant. I førerbunkeren er vores internationale superskurk, altid seværdige David Dencik, der spiller en ondt gusten oberst.

Alle andre leverer varen som fladnæsede aktanter med velsmurte våben. Rollen som enlig mor med maskinpistol er fra instruktørens side skræddersyet til Noomi Rapace.

Hun bærer med sin amazone-agtige udstråling, sit arkaiske smil og sine gotiske øjne hele sagens seværdighed i rygsækken.

Siden Rapace brød igennem som autistisk androgyne Lisbeth Salander i Mænd der hader kvinder, er hun i mine øjne blevet lidt for meget typecastet som tough guy i trusser og mascara. Heldigvis fik hun lov til blændende at gestalte islandsk lammemor i Lamb.

Men har hun ikke snart aftjent sin værnepligt i actionfilm som kampklar og sortbæltet datter af Sylvester Stallone og Liam Neeson? Hvad med mere komedie, mindre karate?

Mod slutningen falder tempo og fart i Sort krabbe.

Fra at være et effektivt krigsdrama får filmen et budskab om krigens forfærdelige konsekvenser. Desværre er det smurt ind i en ramasjangslutning, der gør det hele til et miskmask-potpourri af modstridende tanker.

Tilbage står Sort krabbe som en velserveret og velsmurt skaldyrssalat, men så heller ikke mere.