Sparkling: Champagnens historie

Hvis man på sit besøg i Champagnedistriktet i Nordfrankrig har fået at vide, at det var munken Dom Pérignon, som opfandt den berømte boblevin i 1715, er det klart udtryk for fransk turisme og chauvinisme.

Det var nemlig den engelske læge Christopher Merret, der allerede 50 år før fandt på at tilsætte sukker til vin for at skabe ekstragæringens bobler. For at det ikke skal være løgn, blev de berømte tykke flasker første gang pustet af britiske glaspustere.

Alligevel var det Dom Pérignon, som skabte vinens brand med regionens navn. Voila!

Under overfladen af vinøs og vellystig livsglæde handler dokumentaren om denne kærlige, men konstante kappestrid.

En promoverende sammenligning mellem den århundredegamle, noble og fine franske mousserende vin og det meget yngre britiske modspil sågar med dronningen i spidsen.

På engelsk jord produceres lige så velsmagende og vidunderlig boblevin i den dyre klasse. Ikke at de to typer skal eller kan sammenlignes, det er alle enige om, men alligevel.

Og nok handler mere end halvdelen af filmen om den franske champagnes historie. Men slutningen er fokuseret på engelske vinmarker og deres glorværdige fremtid i Storbritannien og omegn. Selvfølgelig bakket op af engelske vinproducenter versus de skeptiske franskmænd – foruden dem, som allerede har sat franske euros i Sydenglands eskalerende vinproduktion.

Sparkling: Champagnens historie gennemgår vinens franske historie via alle de store mærkers generiske historie.

Her er James Bonds markedsførte mærke, Bollinger, og Winston Churchills yndlingslæskedrik Pol Roger. Louis Roederer blev den russiske zar Alexander 2.’s mærke, fordi firmaet begyndte at hælde vinen over på glasklare flasker, så den paranoide fyrste kunne se, om vinen var forgiftet.

Huset Taittinger har en forfader, som reddede Paris fra nazisternes ødelæggelse i 1944.

Der er også champagne-mærker, der støtter diverse filmfestivaler, tennisturneringen i Wimbledon eller andre sammentræf, hvor sherry og saltstænger ikke er godt nok. Hvor fine folk mødes og hilser på hinanden i champagneglas.

Undtagen Brad Pitt, som drikker sin direkte af flaske.

Men husk, at det kun er plebejiske sportsfolk med racerkørere i spidsen, som åbner flasken med proppens knald!

Således skænker filmen løst og rundhåndet op af informationer, erindringer og anekdoter. Nogle mere interessante end andre.

Der er lidt om vinmarkens beskaffenhed og betydningen af terroirs, som bruges om klimaforhold og geografi for et jordstykke. Men intet om vintyper og druearter. Selv om alle champagnemagere bobler berusende af superlativer over egen avl og lidt om naboernes, er der faktuelt ikke så megen vin-videnskab i filmen.

De skønne landskaber, stolte palæer, smukke slotte og navnlig pæne personer er ofte indtagende charmante.

Filmen forlader sig aldrig på turistfilmens evige solskin over marker og enge, snoede floder og gamle gader. Klimaforandringerne med deres vilkår for fremtidens vindyrkning strejfes. Det kan blive for varmt i Champagne til at lave de berømte bobler.

Allerede nu vinder den engelske vin flere og flere priser i konkurrence med de franske. Elefanten i rummet nævnes dog ikke, nemlig Storbritanniens udtræden af EU.

At andre lande også laver mousserende vin, der er værd at drikke, bliver lemfældigt strejfet i en bisætning.

Sparkling: Champagnens historie synes specielt skabt for et engelsktalende publikum på fransk visit i vinens verden. Men man får ikke desto mindre lyst til at smage et glas bobler fra begge sider af Den Engelske Kanal.