The Sparks Brothers

Sparks er for vilde!

Jeg har haft deres 24 studiealbum i Spotify-rotation siden Edgar Wrights legesyge dokumentar The Sparks Brothers fik verdenspremiere på Sundance-festivalen tidligere i år.

Siden har de ageret manuskriptforfattere på Leos Carax’ musical Annette, der åbnede årets Cannes-festival og understregede deres vildskab.

Brødrene Ron og Russell Mael var i glamrockens fortrop, før Bowies Ziggy Stardust fandt trompetbukserne frem. De lavede discohits med Giorgio Moroder og stod for lydtapetet i det genforenede Berlins diskoteker.

I karrierens syvende årti holder de stadig et imponerende bundniveau af uforskammede ørehængere og poptekster, der tager tykt pis på alt fra Shakespeare, kunstfilm, folk og fæ – og måske især popmusikken selv.

Kontrasten mellem det inderlige og ironiske har de dyrket hele karrieren, ikke mindst i deres stort opsatte sceneshows.

Russell er bandets falsetsyngende, flamboyante forsanger, der sprinter rundt på scenen og gejler publikum op, mens Ron krukker med sit tynde Hitler-overskæg midt i et stenansigt, han af og til flækker i et manisk vanvidssmil.

Lille Edgar faldt pladask for dem, da han så bandet i fjernsynet i de spæde 80’ere. Tidligt i dokumentaren forklarer instruktøren, at han lavede filmen, fordi han blev træt af, at hans venner ikke kendte Sparks. Det siger noget om tonen. Edgar Wright pitcher Sparks som en overstadig tolvårig, og man mærker, at hans kunstneriske temperament til dels er formet af deres.

Når Mael-brødrene løfter et øjenbryn, skærer han grimasser. Det er så underholdende, at man dårligt nok bemærker, at filmen varer et pænt stykke over to timer.

Vittighederne er herligt fjogede. I en indledende voice-over fortæller instruktøren, at han vil ”pull back the curtain”, ”shine a light on” og ”paint a portrait” af gruppen – mens et tæppe går til side for brødrene, der lyser sig selv i hovedet med lommelygter, mens en kunstner maler deres portræt.

Det er helt i bandets ånd, selvbevidst og så fladpandehumoristisk, at man næsten overser, hvor sofistikeret filmen også er.

Fremstillingen er mere eller mindre kronologisk. Vi følger brødrene gennem farverige arkivoptagelser og skægge stopmotion-rekonstruktioner fra den tidlige barndom i Californien over en lang karrieres op- og nedture. Amerikanerne rynkede på næsen ad deres manierede og teatralske scenekunst, men i England fandt de i 70’erne stor succes blandt ligesindede excentrikere.

En stjerneparade af engelske og amerikanske musikere, forfattere, skuespillere og kreative pinger i alle afskygninger fortæller i sort-hvide interviewoptagelser, hvordan bandet har påvirket dem.

Sparks brød nok igennem som glamrockere, men de har genopfundet sig selv igen og igen i genrer som punk, disco, synthpop og electronica. Brødrene løber på en måde som en overset rød tråd gennem moderne pophistorie.

”Dit yndlingsbands yndlingsband,” lyder filmens tagline. Der er ingen tvivl om, at et par Sparks-albummer på vinyl giver en særlig pondus i kultkredse.

Humor har brødrene altid haft. Comeback-albummet i 90’erne hedder Gratuitous Sax & Senseless Violin, og det er en af Edgar Wrights centrale pointer, at deres glimt i øjet altid har gjort dem svære at snuppe for popmusikkens kulturparnas.

Sparks har altid tonet rent flag i sange som Lighten Up, Morrissey eller What Are All These Bands So Angry About.

Selv om der er en blødende nerve af social akavethed i Ron Maels syrlige, tørre tekster, har Sparks-brødrene samme grundholdning til deres musik, som Edgar Wright har til sine film: Det gælder først og fremmest om at have det sjovt. Og man må sige, at d’herrer forstår at holde en fest!