Sparrows

Der er for så vidt ikke noget galt i at behandle de samme temaer igen og igen, film efter film. Det er vel nærmest auteurens adelsmærke.

Tænk bare på Lars von Trier, Coen-brødrene, Roy Andersson, Hitchcock, Melville eller Michael Mann for den sags skyld. Igen og igen ser vi, hvordan de samme følelser og traumer kommer til udtryk i nye genrer, nye fortællinger, nye billeder.

Islandske Rúnar Rúnarsson er et af de største talenter, der er blevet udklækket fra Den Danske Filmskole i nyere tid. Hans eksistentielle lignelser pakket ind i den monumentale, sakrale islandske natur er på en gang grusomme og dybt rørende. Ofte handler de om, hvordan vi træder ind i livet.

Det gjaldt også hans spillefilmdebut Volcano, hvor vi kommer tæt på ind på livet af en pensions-overmoden, stoisk fisker, der endelig bliver voksen, da hans forsømte hustru pludselig ligger for døden.

Det gælder også – til overmåde – hans anden og aktuelle spillefilm, Sparrows.

Det er i den grad en coming of age-film. Men denne gang reflekterer Rúnarsson ikke bare over de temaer, vi kender fra hans tidligere film. Han kopierer, nærmest billede for billede, også sin kortfilm fra 2008, Småfugle (det var garanteret spurve). Eller han har nok rettere spillefilmatiseret sin egen kortfilm, som med en enkel, knugende og rystende idé hensatte sin tilskuer i en tilstand af dyb, grådkvalt melankoli.

Småfugle var en sublim udnyttelse af det korte format.

Desværre har Rúnarsson ikke formået at strække den lille, men emotionelt store idé til en fortælling, der kan bære en spilletid på en time og 39 minutter. Her bliver kortfilmen den store finale, som endegyldigt markerer, at uskylden er gået tabt.

Sparrows er fortællingen om skilsmissebarnet Ari, der ligesom i Småfugle spilles af Atli Oskar Fjalarsson, som filmen igennem har et melankolsk stenansigt. Han skal finde et ståsted i sin barndomsprovins, hvor han er blevet sendt ud for at bo med sin alkoholiserede, brovtende maskuline, men velmenende far, efter at moren er flyttet til Afrika med sin nye mand.

Ari er en talentfuld knægt, og med sin lyse stemme lyser han i første billede en af Reykjaviks kirker op med sin lyse teenagerøst. Udfrielsen i det sakrale, det transcendentale, ofte under naturens hvælvede loft, er et genkommende motiv hos Rúnarsson. Og her kommer vi helt ind i kirken.

Han har et følsomt sind, og i udkants-Island, hvor man jager og arbejder hårdt, må hans far frustreret gå til bekendelse over for farmoren: ”Jeg tror ikke, han forstår mig meget mere, end jeg forstår ham.”

Frustrationen over det far-søn-forhold går begge veje, og manuskriptet formår faktisk at gøre både Ari og hans far til karakterer, man kan føle med.

Ari slutter sig hurtigt til sine gamle venner og fjender og ikke mindst den tyste skønhed Lára, som Ari har et godt øje til, men som selvfølgelig har fået en dummaskulin kæreste.

Der er ofte glimrende replikker – ”Du skal ikke tage alt det macho-nonsens for alvorligt,” trøster farmoren – men hele konstruktion smager af kliché: den følsomme unge kastratsanger, forvirret og forladt, der slår sig på provinsens hårde drenge.

Sparrows er tilsvarende blid og en anelse konventionel i sin dramaturgi. Måske er det derfor, at de to scener, hvor al uskyld fordufter (en scene mellem farens kæreste og Ari samt kopiscenen fra kortfilmen), virker forcerede og som en manuskriptforfatters idé.

Fotografen Sophia Olssons totalbillede-æstetik er dog mesterlig. Personerne rammes ind af rå natur og bjælkehytter, afsondretheden bliver givet luft og jord og ånd, og når Ari, alene i en tom kornsilo, synger sin kastratsang, transcenderer billederne al fortælling, og der kastes, i siloens mørke, lys over Aris længsler.

Rúnar Rúnarsson er et kæmpe talent, en auteur måske ligefrem, men han har stadig sin bedste film til gode.