Spencer

”De” er et ladet ord i chilenske Pablo Larraíns drama om Prinsesse Diana. Filmen foregår hen over juledagene i 1991, hvor hendes ægteskab med Prins Charles er i frit fald.

Nede i køkkenet – det eneste varme sted i det kolde hus – formaner et skilt køkkenpersonalet om at være stille: ”De kan høre jer!”

Men familien ovenpå, der vartes op med militærdisciplin, er også opmærksom på andre.

”De kredser om os,” siger Prins Charles køligt til sin kone. Han henviser til det snagende pressekorps, der ligger på lur uden for godset.

De er alle efter Diana. Den skrøbelige version af prinsessen, som Larraín og den britiske manusforfatter Steven Knight præsenterer os for, føler sig hverken hjemme hos kongefamilien eller ude blandt folket.

Det står klart, da hun på vej til julemiddag farer vild og spørger om vej på en café. Folk måber, som var Jomfru Maria steget ned fra himlen.

Ligesom Jackie, Larraíns biopic om John F. Kennedys enke i dagene efter hans mord, er Spencer historien om en kvindelig outsider i magtens elite. Diana valgte at blive skilt fra sin mand, mens Jackie blev tvunget til at undvære ham. Men for begge kvinders vedkommende blev deres uafhængighed set som en trussel.

Diana har god grund til at være paranoid.

En striks hushovmester, spillet af Timothy Spall, holder strengt øje med hende under påskud af at beskytte hende mod pressen. Han viser sig efterhånden som en mere menneskelig mellemleder med strenge instrukser fra oven.

Spencer tegner et portræt af prinsessen på kollisionskurs med svigerfamilien, der rynker på næsen ad hendes bulimi og vane med at komme for sent til familiearrangementer.

Diana fortsætter med at afsøge grænserne for acceptabel royal adfærd, men filmen har svært ved at beslutte sig for, om hun gør oprør, eller om hun handler i ren desperation. Lidt af hvert, lader det til.

Nogle gange provokerer hun med fuldt overlæg, som da hun beder om lidt privatliv med ordene: ”Lad mig være, jeg ønsker at onanere.”

Filmen udspiller sig mellem en feberdrøm og et mørkt eventyr. Der er både et gammelt slot med knirkende gulvbrædder, et fugleskræmsels jakke med magiske egenskaber og en perlehalskæde – en gave fra Prins Charles – der til forveksling ligner en løkke.

Det er ikke tilfældigt.

Hendes mand gav den samme halskæde til sin elskerinde, Camilla Parker Bowles.

Midt i det hele står Kristen Stewart, en amerikansk filmstjerne omgivet af en hær af britiske skuespillere. Det gør hendes Diana Spencer endnu mere isoleret. Skuespilleren rammer perfekt Dianas overklasseaccent og lettere tvivlrådige stemmeføring. Og hun overbeviser som det modedyr, Diana var nødt til at være.

Det er en blændende præstation, som er mere frembrusende end den, Emma Corrin blev hyldet for i fjerde sæson af The Crown. Men Stewarts Diana føles låst i kvindetyper. Hun agerer fugl i et bur, fortabt pige, eventyrprinsesse, blid mor, discodronning og kvinde på randen af et nervøst sammenbrud.

Denne Diana Spencer er et fragmenteret menneske, som det er umuligt helt at forstå. Måske er det hensigten. Pablo Larraíns film er et portræt af en kvinde, der trækkes i mange retninger uden at få lov til bare at være sig selv.

Tematikken understreges af Jonny Greenwoods herligt påtrængende musik med dystre symfonier og jazzede trompettrut. De eneste oprigtige forhold, Diana har i filmen, er til sine to sønner og til en sød påklæder spillet af Sally Hawkins.

”Jeg har set dig nøgen,” siger påklæderen i en smuk strandscene, hvor den hårdtprøvede prinsesse nyder et sjældent ubekymret øjeblik.

Ser vi hende også nøgen med paraderne sænket? Det er svært at sige. Pablo Larraín og Steven Knight vil nok sige, at på dette stadie i sit korte liv vidste Diana ikke selv, hvem hun var.