Biografanmeldelse
02. juli 2019
Spider-Man: Far from Home
Den nye superhelt Mysterio (Jake Gyllenhaal, tv.) træder ind i Spider-Mans (Tom Holland) verden og hjælper med at bekæmpe monstre rundt omkring på kloden. Foto | Petr Stuna

Spider-Man: Far from Home

Hæsblæsende action og en aldeles charmerende hovedperson gør ny Spider-Man-film til en sand fornøjelse.

Af Patricia Smollerup

Det var det helt store slag, som skulle udkæmpes, og en følelsesmæssig rutsjebanetur, da vi tidligere på året fik Avengers: Endgame, hvor Marvel-universets superhelte side om side bekæmper skurken Thanos og hans hær én gang for alle. 

Hvordan skal man dog kunne komme efter denne store kulmination på de første 22 Marvel-film? 

Fortsættelsen på fortællingen om Spider-Man er det perfekte træk. Med en humoristisk tone og god portion high school-romantik bliver Spider-Man: Far Form Home et let og friskt pust efter det store Avengers-brag. 

Vi møder Peter Parker (Tom Holland) otte måneder efter, at Avengers-heltene har kæmpet for at redde Jorden fra Thanos, som havde fået halvdelen af befolkningen til at forsvinde. Peter sørger stadig over tabet af gode venner og prøver at lægge superheltegerningen en smule på hylden.

I stedet vil han nyde sit teenageliv. 

På skoleklassens sommerferieudflugt til Europa har han planer om at slappe af, bruge tid med sine venner og forsøge at gøre indtryk på veninden MJ (Zendaya), som Peter er hovedløst forelsket i. 

Men Avengers-lederen Nick Fury (Samuel L. Jackson) ringer gentagne gange, og før Peter ved af det, må Spider-Man-dragten alligevel tages i brug, så han sammen med den nye helt, Mysterio (Jake Gyllenhaal), kan bekæmpe et vand- og ildmonster, som raserer i europæiske storbyer. 

Men er Peter klar til at tage ansvar og udfylde det tomrum, som tabet af andre superhelte har efterladt? 

Akkurat som i Spider-Man: Homecoming er filmens helt store stjerne den unge Tom Holland.

Med opspærrede øjne og energisk stemmelejde er han aldeles charmerende som den ivrige og overilede teenage-superhelt, der kæmper med at affinde sig med det tunge ansvar, som følger med superheltegerningen.

Uden det mindste anstrøg af ærefrygt sender han Nick Fury direkte på telefonsvarer, fordi han egentlig hellere vil på skoleudflugt med sine venner end at redde verdenen. Konstant kommer han galt af sted, som når han ved et uheld aktiverer en dræberdrone mod en klassekammerat, der også er vild med MJ. 

Det er morsomt at følge Peters evindelige anstrengelser for at imponere MJ, og der er en sødme over den kejtede kemi mellem de to, når de sender stjålne blikke efter hinanden. 

Samtidig viser Tom Holland, at han mestrer stærke følelsesmæssige scener, når han med rødsprængte øjne sørger over tabet af sine venner. 

Også filmens øvrige karaktergalleri funkler.

Zendaya er fængslende som den mærkelige MJ med et mut udtryk og en tør, mørk humor, mens Samuel L. Jackson som altid er indbegrebet af cool. I rollen som Nick Fury er han skarp og snerrende, som kun Jackson kan være det. Med en kølig attitude hæver han kun det ene øjenbryn, da en drone rettet direkte mod ham er sekunder fra at tage livet af ham. 

Peter må jonglere mellem high school-drama og superheltepligter, og filmens vekselvirkning mellem de to verdener er perfekt balanceret. Filmen har ydermere et velfungerende, om end blandt Marvel-fanatikere ret så velkendt twist, som gør skurken interessant. 

Actionscenerne er hæsblæsende og fungerer med masser af smadder, og det er medrivende, når Spider-Man svinger sig rundt i det europæiske bybillede med ildspyende droner lige i hælene.

Titel:
Spider-Man: Far from Home

Land:
USA

År:
2019

Instruktør:
Jon Watts

Manuskript:
Chris McKenna, Erik Sommers

Medvirkende:
Tom Holland, Jake Gyllenhaal, Michael Keaton, Zendaya, Laura Harrier, Samuel L. Jackson

Spilletid:
129 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 11 år

Premiere:
2. juli

Relevante artikler

Fra samme skribent

Serieanmeldelse
07. maj 2022
How I Met Your Father

How I Met Your Father

Serieanmeldelse
19. apr. 2022
The Dropout

The Dropout

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!