Springtur i Toscana

Den muligvis grevelige Beatrice kender Gud og hvermand, der er noget ved musikken i det mondæne Italien.

Hun er charmerende, smuk og sexet, men også så skør, at hun af familie og ægtemand er blevet spærret inde på det sikrede psykiatriske værested Villa Biondi i det rustikke og smukke Toscana. Her agerer hun hurtigsnakkende primadonna blandt de psykotiske patienter, hvis behandling er terapi, yoga og havearbejde.

En dag ankommer Donatella, en indelukket og fragil kvinde, der har en slem fortid med selvmordsforsøg og vold. Dette umage par bliver til et underligt venskab.

Ved skæbnens lune lykkes det de to at flygte ud i den såkaldt normale verden. Begge har de hver sit projekt ude i det fri, men er selvfølgelig jaget vild med en masse mennesker i hælene.

Instruktør Paolo Virzìs socialkritiske og sprælske La pazza gioia har en åndsbollet dansk titel, for på originalsproget hedder den snarere ”frydefuld sindsforvirring”, og den scorede retfærdigt fem af landets fornemme filmpriser og blev en publikumssucces i sit hjemland.

Nu bliver den lanceret som en italiensk udgave af Thelma & Louise, der tydeligvis da også har fungeret som et forbillede.

Ridley Scotts klassiker citeres direkte, da de to kvinder på et tidspunkt kører i en åben sportsvogn. Men filmen ligner lige så meget Gøgereden med sin gennemgående tematik: At visse former for sindssyge kan være lig med medfødt livsglæde eller psykose forårsaget af et materialistisk samfund.

Filmen excellerer i mødet mellem overklassedullen og den sociale taber, som indser, at samfundet spiller med fordækte kort, og at stort set alt kun drejer sig om at få succes, være rig og bo smukt. Og anbringe børn andetsteds, hvis en enlig mor ikke lever op til dekorum.

Men Springtur i Toscana kan sagtens stå kunstnerisk alene med sin helt egen rørende historie om sindslidende og misrøgtede kvinder på orlov. Den har et langt mere varieret udbud af toner og nuancer end de mere sort-hvide Thelma & Louise og Gøgereden.

I Toscana er der både sympatiske jurister, læger og socialrådgivere af begge køn, som gerne vil redde, forstå og helbrede vore heltinder, der har et splittet sind og tragisk bagage på sporet af en grum fortid.

Samtidig er filmen en spejling af et stakkels Italien på randen af et sammenbrud. Der er store mentale ar efter mediedespoten og fuppræsidenten Berlusconis korrupte spilfægteri med de demokratiske spilleregler og konventioner.

Valeria Bruni Tedeschi, landets pendant til vores Paprika Steen, giver den bramfrit hele armen med fuld skrue(pasta) og frenetisk karisma som den latinske madonna sendt direkte fra inferno. Mutte Micaela Ramazzotti spiller mere underskruet den stille og melankolske, unge kvinde, hvis forældre er skilt og svindleriske. Faren til hendes eget barn er en sjuft, der ikke synes at have en chance for at overleve.

Kvindernes tur ud i normaliteten med frækt tyveri af dit og dat undervejs er hele tiden båret af en fandenivoldsk tro på, at det hele nok skal gå.

I smukke billeder på kanten af det lidt for lækre, turistvenlige og delikate, brænder der et håbets lys undervejs, selv når det ser mørkest ud, fordi der findes velmenende individer her og der: en chauffør i en taxa ude i natten, en ung læge på et psykiatrisk hospital, tilfældige mennesker på en strand.

Nogle gange er løjerne måske lidt for meget, for søgte og groteske. For italienske, kort sagt.

Men filmens stædige tro på egne barokke virkemidler og sørgmuntre scener er så smittende, at man undervejs mere og mere lader sig rive med i troen på, at det hele i sidste ende nok skal gå.

Og netop i sidste ende er det altså meget godt, at det varer lidt, før lyset tændes i biografen. Så kan man lige nå at tørre øjnene. Jamen, italienere kan jo noget med mamma e bambino.