Spy

Den nylige shoegate i Cannes demonstrerede, at miljøet omkring den ypperste filmkunst har et lige så stort problem med kønsdiskriminering som det stereotyp-tunge Hollywood.

Kvinderne i Cannes blev nægtet adgang til den røde løber, hvis ikke de var iført høje hæle. Og i Hollywood viser den seneste statistik, at sølle tretten procent af hovedrollerne går til kvinder. En statistik, der ligesom Cannes’ dresscode ikke har ændret sig synderligt siden 1950’erne.

Men nu har en mand meldt sig ind i kvindekampen i Hollywood: instruktøren Paul Feig.

Lige siden gennembruddet Bridesmaids har Paul Feig kæmpet for at vise, at kvinder kan være lige så sjove som mænd. Først i et kvindeligt univers, derefter i et mandligt i The Heat, og nu i den mere helstøbte Spy, hvor Feig er gået hele vejen og har placeret kvinder i alle væsentlige roller. Og det i en komedie, der foregår i et klonet James Bond-univers!

En actionmættet introsekvens placerer os straks i velkendte spionfilm-rammer komplet med butterfly, pistoler og klare cocktails. Jude Law spiller agenten med det sigende navn Bradley Fine, der er på sporet af nogle østeuropæiske våbenhandlere, som forsøger at sælge en atombombe.

Mens han leverer lige dele action og sleske replikker, sidder agenten Susan Cooper (Melissa McCarthy) i CIA’s hemmelige bunker og dirigerer ham gennem gange og korridorer via en øresnegl. Men noget går galt, og snart er det Coopers tur til at begive sig ud i felten og forsøge at afværge katastrofen.

Spy huser et internationalt cast, som er uhyggeligt godt sammensat. Flere af rollerne er skrevet specifikt til bestemte skuespillere, som alle går linen ud, og parodierer sig selv.

Jason Stathams testosteronfyldte agent Rick Ford tager i en latterkrampende monolog pis på sin karrieres stereotype action-roller ved eksempelvis at forklare, hvordan han har fået revet den ene arm af og erstattet den med den anden, og at han har slugt så mange mikrochips gennem agent-karrieren, at han har nok til at bygge en hel computer.

Sjovest er de fire kvinder, der bærer filmen.

Allison Janney er CIA-chefen, der med sin sædvanlige deadpan-humor og no bullshit-attitude ikke behøver mange replikker. Et blik fra hende, og lattermusklerne er straks i bevægelse. Miranda Hart spiller Coopers sidekick, Nancy, som med en britisk underspillet humor leverer replikker, der sidder lige i skabet.

Og filmens absolutte scoop er det hylemorsomme samspil mellem Melissa McCarthy og Rose Byrne (Bridesmaids).

Byrne gør det eminent som den kølige superskurk Rayna Boyanov, der får folk slået ihjel med et lille nik til højre og venstre, alt imens hun bander og svovler over sine uduelige undersåtter. Hun har altid perfekt hår og sexede spandex-heldragter, som det sig hør og bør i Bond-universet. Et stilmysterium, der afføder reaktionen fra Cooper: ”Er det din far, der har fortalt dig, at du skulle klæde dig ud som en slutty delfintræner?”

Spy er så afgjort Melissa McCarthys film. Hun er med i hver eneste sekvens, hvor hun spiller på alle tangenter. Og i forhold til hendes tidligere film, hvor komikken balancerer faretruende tæt på ”buttede mennesker er sjove”-stereotypen, fornemmer man i Spy en gedigen respekt for hendes arbejde som slapstick-komiker.

Paul Feig balancerer mellem ufattelig plat humor, spydige kommentarer og rendyrket slapstick tilsat en underliggende charme og respekt for sjove kvinders håndværk.

Hvis han holder stilen, kan hans næste projekt med Melissa McCarthy – en genoplivning af Ghostbusters med udelukkende kvindelige karakterer – gå hen og blive et regulært kulthit!