Spy x Family Code: White

Uanset hvad du forventer, er det ikke det her!

Instruktørerne Takashi Katagiri og Kazuhiro Furuhashi bryder alle grænser i en spillefilm, hvor ingen kan vide sig sikre på noget som helst.

Spy x Family Code: White er den første originale film baseret på den populære japanske anime-serie, der omhandler et ægtepar, deres adopterede datter og en hund.

På overfladen ligner de en kernefamilie, men bag facaden gemmer alle på hemmeligheder.

Loid (Takuya Eguchi) er spion og hans kone Yor (Saori Hayami) lejemorder. Uden at vide noget om hinandens sande arbejdstitler er de indgået i et ægteskab. Parforholdet er dels bundet i ægte følelser, dels fungerer det som et skalkeskjul for deres professioner.

Som en japansk Mr. & Mrs. Smith.

Som ekstra krydderi på den unikke familiekonstellation er adoptivdatteren Anya (Atsumi Tanezaki) i stand til at læse tanker, og så kan familiehunden (Ken’ichirô Matsuda) se ind i fremtiden.

Takashi Katagiri har tidligere instrueret afsnit af anime-serien Supai Famirî, som Spy x Family Code: White udspringer af. Fortællingen om spionfamilien er således hverken ny for instruktøren eller skuespillerne.

Den 33-årige skuespiller Atsumi Tanezaki ligger stemme til Anya i både serien og filmen, og hun er overbevisende som pigen på fem år. Anya er filmens humoristiske lyspunkt med levende mimik og lyserødt hår.

Selv om datteren ikke er involveret i den kriminelle underverden, bliver hun alligevel hvirvlet ind i sin fars nyeste mission. For at fuldføre missionen må Loid få Anya til at bage den bedste kage i sin folkeskoleklasse.

I fællesskab beslutter de, at Anya skal kokkerere den traditionelle japanske meremere-kage. Det er en form for tærte, der både har lemoncurd, kagecreme med frisk frugt og marengs. Åbenbart er den lækker nok til at slå alle de andre børns desserter.

Kagebagnings-konkurrencen sender hele familien af sted på weekendtur for at smage den originale meremere-kage i en lokal provinsby. Men ved en tilfældighed finder Anya en efterladt nøgle på toget, som passer til en kuffert, hvori der gemmer sig en ægte spion-snack: en microfilm skjult af militæret i en chokoladeovertrukken delikatesse.

Den lækkersultne Anya kommer til at spise chokoladen uden at vide, hvad det kommer til at få af konsekvenser for verdensfreden.

Forfatter Tatsuya Endo har skrevet og illustreret den oprindelige manga-tegneserie Spy x Family (2019), der opnåede stor popularitet. Filmatiseringen er smukt og livagtigt animeret. Trods det hæsblæsende plot har filmen formået at skabe en troværdig japansk inspireret verden, hvor man hurtigt bliver opslugt.

Og opslugt bliver familien også i deres individuelle dobbeltagent-problemer samt Anyas kagekrise.

I kampen om verdensfreden ender familien med at skulle kæmpe i computerspillignende sekvenser, hvor de elegant undviger skud, ild, giftig gas og dumpandede officerer.

Alt sammen for at redde Anya fra at blive sprættet op, fordi hun har spist militærets hemmelige våben. Og uden at afsløre for meget får de også besøg af Lorte-Guden.

Det er en tætpakket historie, hvor man skal holde tungen lige i munden, hvis man vil følge med i de utallige sidehistorier. Der kan hurtigt opstå forvirring om de mange missioner, som familiemedlemmerne hver især er involveret i.

Datteren er med sine telepatiske evner den eneste i kernefamilien, der ved sandheden om alle. Som en alvidende fortæller skaber hun den sammenhæng i filmen, der til tider mangler.

Til gengæld er der ikke et øjeblik i komedie/spion/familie-thrilleren, hvor man ikke er underholdt.

Der er en meget sjov kontrast i, at det forbryderiske forældrepar kæmper med deres egen og verdens overlevelse og samtidig skal tage sig af deres sprudlende datter.

Når spionfaren flyver rundt i ægte Top Gun-stil, og lejemorder-moren slås med en robot, mens datteren ihærdigt forsøger at tilbageholde sin afføring, kan man godt glemme undervejs, at det hele startede med en folkeskoleversion af Den store bagedyst.