Star Trek Into Darkness

Det kræver præcision, mod og balance i selv den mindste detalje, hvis en relancering både skal trække nye tilskuere ind i universet og få velsignelsen fra nørdepolitiet – mytologiens nådesløse fans.

Daniel Craig serverede en James Bond med mere råstyrke end britisk charme. Christopher Nolan fjernede de kappeklædte fjollerier og gjorde Batman dyster og dystopisk.

Og da J.J. Abrams i 2009 genoplivede Star Trek, vandt han respekt hos dem, der i snart fem årtier har dyrket rumheltene i utallige bøger, tegneserier, computerspil, tv-serier og spillefilm – og samtidig overvinde de uindviede, der måske har forbundet fænomenet med støvet kitsch og William Shatner i en spandex-dragt.

Abrams kommercielt bæredygtige formular bestod af en velblandet dosis nytænkning og inspiration fra seriens mange spin-offs.

Filmen gik bag om sagaens oprindelige tidslinje og præsenterede Kaptajn Kirk (Chris Pine) og Spock (Zachary Quinto) fra barnsben af. Handlingen blev skåret ud i pap, hovedpersonerne var mere cool end kiksede, tilstedeværelsen af den oprindelige Spock, Leonard Nimoy, fik nørderne til at savle, mens undertøjsscenerne med Zoe Saldana fik husarerne til at gøre det samme. De visuelle pionerer i Industrial Light and Magic sikrede et sanseligt bombardement med svimlende effekter.

Den aktuelle, tolvte film i serien – Abrams anden – bærer faklen videre. Into Darkness er dybest set en gentagelse af den første film – bare med endnu vildere visuelle scener filmet og vist i flot 3D – hvor selv undertøjet vises frem endnu engang: Nu af den blonde Alice Eve, der bare må smide kludene foran Kirk midt under jagten på filmens superskurk, John Harrison.

Og hvilken skurk! Britiske Benedict Cumberbatch lægger rå og kynisk power i rollen som den tidligere eliteagent i Stjerneflåden, der slipper et sandt helvede løs i jagten på retfærdighed (hvilken slags afsløres først et godt stykke inde i filmen).

Han får med list en uskyldig soldat til at sprænge Stjerneflådens hemmelige efterretningstjeneste i London til atomer. Selv pløkker han i San Francisco flådens øverstbefalende i stumper og stykker fra et avanceret kampfly, og kugleregnens inferno koster Kirks faderskikkelse, Admiral Pike (Bruce Greenwood), livet. Kirk og hans besætning indleder jagten på Harrison, der som en anden Osama Bin Laden skjuler sig på planeten Kronos. 

Det er altså dømt arketypisk hævnmotiv og terroristjagt i det ydre rum, hvor Kronos nemt kan ses som en pendant til et mellemøstligt land eller Nordkorea.

Undervejs kører uenighederne mellem heltene Kirk og Spock på fuldt blus helt i det originale univers’ ånd, og Abrams trækker endda modsætningerne mellem de to endnu mere op, så de nærmest bliver til et klassisk action-makkerpar, komplet med en underholdende bromance lurende under overfladen.

46-årige J.J. Abrams bliver kaldt for Spielbergs arvtager, og det er måske ikke helt skudt ved siden af. Han var en af hovedmændene bag den kultdyrkede tv-serie Lost, og med sin forrige film, Super 8, der foregår i 70’erne, hyldede han meget direkte Spielberg og især E.T. Ligesom hos forbilledet bliver man i Abrams’ nye film heller ikke stødt af et kryptisk plot, udpenslet vold, grimt sprog eller frække scener.

Into Darkness lægger ikke meget til i forhold til etteren, men det er ekstravagant underholdning af første klasse.