The State

Man kan næppe få værre kritik.

”The State er på ingen måde det sandfærdige drama, som den påstår at være. Det er en rekrutteringsvideo på linje med den nazi-propaganda, der i 30’erne opfordrede unge mænd til at blive brunskjorter.”

Sådan skrev Christopher Stevens i sin anmeldelse i Daily Mail af den britiske miniserie The State i august. Han så serien som et panegyrisk glansbillede af hverdagen i kalifatet.

The State handler ganske vist om livet i Syrien under Islamisk Stats faner, men sjældent har en anmelder ramt så eklatant forbi.

Vi starter i nattens stemningsfulde mulm og mørke, hvor britisk-fødte unge mennesker krydser grænsen til Syrien for at slutte sig til den islamistiske forening til tonerne af en arabisk oud. The State forsøger dermed at belyse et endog yderst relevant emne: de ynglinge, der tiltrækkes af Islamisk Stat.

Der er intet forgjort ved at afsøge de psykologiske bevæggrunde for de unge vesterlændinge, som søger mod Syrien og hellig krig. Det giver nemlig særdeles god mening at lede efter det menneskelige i de monstre, der kan ende som terrorister. Ellers kommer vi aldrig nær forståelse eller forebyggelse.

Problemet med Peter Kosminskys miniserie antager altså ikke etisk karakter, da han formår at give et brutalt, men nøgternt indblik i en ellers lukket verden. Det er ikke propaganda, men oplysning.

Til gengæld træffer instruktøren et mindre heldigt dramaturgisk valg.

Vi møder nemlig først den unge læge og alenemor Shakira (Ony Uhiara) og familiemennesket Jalal (Sam Otto), efter de har truffet beslutningen om at drage til Syrien. Og dermed kommer der aldrig svar på det store, rungende spørgsmål: Hvorfor gør de det?

Peter Kosminsky fremmaner simpelt, men effektfuldt en interimistisk stat, der lige knap hænger sammen. Det er oftest nat i serien, for sådan bliver alt farligere, og en stor bogafbrænding tager sig voldsommere ud.

Shakira og Jalal ankommer blåøjet til kalifatet. Først stråler øjnene af spænding, men hurtigt viser gluggerne kun skuffelse, afsky og melankoli. Det skorter ikke ligefrem på skrækhistorier om det horrible styres ugerninger i vestlige medier, så det kan undre, hvad der har forblændet de to briter.

Kosminsky er godt inde i stoffet, og The State underviser fermt, når arabiske udtryk fra Koranen oversættes med skrift på skærmen. Vi lærer, hvordan en krigshærget hverdag ser ud. Lektionen er skræmmende.

Serien viser, hvordan Islamisk Stat benytter sig af propaganda, når et lille it-hold fra et køkken forsøger at tale til alverdens muslimer. Krigerne deler også slik ud til børn for rullende kameraer i så leflende videoer, at der er et under, hvis bare én er blevet omvendt af dem.

Der torteres uhyggeligt meget i de fire afsnit af The State.

En mand får hugget fingrene af og skåret et sår i nakken. Herefter gnider barbarer bogstavelig talt salt i det åbne sår. Ulydige kvinder får pisk under fodballerne, og afhuggede hoveder stilles til skue på hegn og pæle. Når børnene keder sig, tager de et hoved ned og spiller fodbold med det!

Kvinderne i Islamisk Stat behandles omtrent som kvinderne i The Handmaid’s Tale. De skal gå tildækket, de må kun gå ud med tilladelse fra en mand, og deres ene formål her i tilværelsen er at føde børn.

Troskyldige Jalal må sande, at det er vanskeligt at agere barmhjertig samaritaner i Islamisk Stat. Han forsøger at redde en tilfangetagen kvinde fra at blive sexslave, hvilket selvfølgelig gør de andre krigere mistænksomme.

The State dokumenterer på gruopvækkende vis, hvad Islamisk Stat er.

Hvis Peter Kosminsky også havde givet et fyldestgørende svar på, hvorfor nogle unge finder kalifatet besnærende, havde serien været virkelig fremragende.