To Stay Alive – A Method

”Verden er udfoldet lidelse.”

Stjerneprovokatøren Michel Houellebecq leder altid efter betændte områder at trykke på, og i essayet To Stay Alive fra 1991 sætter han fingeren på selve tilværelsen, indtil det flyder ud med pus.

Men den opsætsige franskmand er aldrig kun destruktiv. Under det betændte gemmer sig altid enorme mængder humor, og To Stay Alive indeholder sågar en guide til, hvordan man som følsom kunstner undgår selvmord.

Rockmyten Iggy Pop læste guiden på den anden side af Atlanten for to årtier siden, og sådan fandt han sig en yndlingsforfatter. Pop anede intet om, at Houellebecq skrev sine første værker på et lille værelse under en plakat af The Stooges-forsangeren.

De to ikoniske originaler føres sammen i hollandske Erik Lieshouts kunstfærdige bearbejdning af Houellebecqs 26 år gamle tekst, To Stay Alive – A Method, der får dansk premiere på Cph:Dox.

Dokumentaren starter i USA.

Iggy Pop slænger sit læderlegeme på en futon i et mørkt rum, hvor persienner bryder Miami-solen. Iført en slåbrok af satin og læsebriller fremfører han den herligt provokerende overlevelsesmanual med den karakteristiske dybe røst, der gør ham til en fremragende fortæller.

Han balancerer overlegent ulmende intensitet og et flegmatisk tempo, når han beretter om babyen Henri, som græder, fordi bleen er fyldt. Det ænser mor ikke, for mor skal ud og drikke om aftenen. Henri græder i flere timer.

Heldige Henri. Den slags episoder fører storhed med sig.

Lidelse kan omdannes til kunst, hvis man formår at give den form og struktur. Den proces tager tid, og man forsømmer sin pligt som skabende individ, hvis man begår selvmord halvvejs.

Struktur er altså vigtig, og instruktøren Erik Lieshout inddeler sin film i kapitler. Hvert kapitel består af inciterende Iggy Pop-oplæsning og menneskeskæbner fra Frankrig.

Vi præsenteres for Robert, Anne Claire og Jérôme, som alle har oplevet store nedture og nedbrud. De forsøger netop at skabe kunst ud af det materiale, der er deres psykiske problemer, og de fungerer som eksempler på alt det, Houellebecq skriver om.

Hver gang nogle fortæller åbent om angst, skizofreni og psykoser nedbrydes tabuer, og den slags kan ikke roses nok. Desværre formår Lieshout aldrig at gøre de tre personer til mere end eksempler, og Robert, Anne Claire og Jerome må i filmen tage til takke med at være deres lidelser.

Deres fortællinger optræder side om side med iscenesættelser af essayets bud på traumatiske oplevelser, og det fiktive og autentiske sammenfiltres, så der opstår en distance. Men den distancerende meta-leg fremstår langt mere fængende, når Lieshout skildrer essayets mytiske bagmand.

Houellebecq gestalter i filmen et af essayets eksempler: den slagne kunstner Vincent. Forfatteren fremsiger med andre ord sine egne ord gennem en fiktiv person, som han selv spiller. Vincent og Houellebecq ligner begge en knoglet nisse pakket ind i denim-tøj med tyndt hårdt redt over issen, og begge synes at holde sig kørende på en cocktail af rødvin og sortsyn.

Det er ikke første gang, Houellebecqs liv fiktionaliseres. I 2014 optrådte han som stenet, muslimforskrækket forfatter i Guillaume Nicloux’ spøjse Stockholmsyndrom-komedie The Kidnapping of Michel Houellebecq.

69-årige Iggy Pop rejser sig fra mørket og futonen og iklæder sig en luvslidt, pink polo, før han fortsætter med de spiddende ord.

Iggys karriere og The Stooges-fortiden udfoldes i Jim Jarmusch’ biografaktuelle Gimme Danger. I To Stay Alive – A Method optræder den martrede rockkrop som tjener for Houellebecqs essay. Også den mere ydmyge rolle klæder ham. Iggy Pop kan bære alt.

Han rejser mod slutningen af dokumentaren til Frankrig for at møde Vincent, ikke Houellebecq, og sådan opretholdes distancen.

Det forplumrer dog ikke dokumentarens budskab, der fremstår lige så aktuel i dag, som det gjorde i det fænomenale essay fra 1991: Begå ikke selvmord, et dødt menneske skaber intet!