Stille hjerte

Der går to hovedspor gennem Bille Augusts produktion: på den ene side de ambitiøst udfoldede, episke fortællinger med det store vingefang (højdepunkter: Pelle Erobreren og Den gode vilje) og på den anden intimskildringer af sjæle i krise, som En sang for Martin og nu Stille hjerte.

Når han folder det brede lærred ud, kan hule klange få overtaget, ikke mindst i nogle af de oppustede, litterært tungt ladede internationale produktioner, han har lagt navn til (Åndernes hus og Frøken Smillas fornemmelse for sne).

Men når Bille August som i Stille hjerte rendyrker kammerspillet og lader sit på én gang klinisk skarptskuende og kærlige blik på personerne styre forløbet, opstår der en helt anden nerve, nærhed og varme.

Man mindes om, at personinstruktionen og den millimeterpræcise sans for casting har været et af instruktørens trumfkort, når han med sin egen blanding af stædig insisteren og underliggende ømhed lagde sine personers smertepunkter blot.

I ydre henseende er Stille hjerte en beskeden film, stort set begrænset til en enkelt location, hvor en familie samles for at konfrontere sig med en tragisk begivenhed.

Men på grundlag af et meget fint afvejet og sensitivt gennemført manuskript af Christian Torpe har Bille August skabt et noget nær lydefrit værk, der uafviseligt handler om noget så nedslående som aktiv dødshjælp, men alligevel føles livsbekræftende.

Fordi krisen ses i øjnene, gennemleves og udmunder i nye sjælelige kræfter. Og fordi personerne tegnes med en egen tyst, usentimental styrke, mens de, mere eller mindre afklarede, ser det uundgåelige i øjnene.

Det kunne være blevet utåleligt ”opløftende”, men kun i en afsluttende konfrontationsscene fornemmes i både manuskript og iscenesættelse en smule stivhed i forsøget på at få den dramatiske kabale til at gå op.

I centrum står den blide, men karakterstærke matriark Esther (Ghita Nørby), der samler familien omkring sig til tilstræbt afslappet samvær – for at sige verden og sine kære ret farvel.

Nu skal hun, håbløst dødssyg som hun er, endelig koncentrere sig om, hvordan familiemedlemmerne har det, inden den mangeårige læge-ægtemand giver hende de piller, der får hende til at sove stille hen.

Dødshjælp-forløbet er for længst aftalt og nøje planlagt, men de spontant opstående familiespændinger, der knitrer som kortslutninger, kan ingen forudsige.

Det gamle ægtepars to voksne døtre er modpoler – den geskæftige storesøster Heidi (Paprika Steen) befinder sig på grænsen til det kontrolfreakede, mens den psykisk skrøbelige Sanne (Danica Curcic) har selvmordsforsøg og indlæggelser bag sig og har grumme svært ved at se morens snarlige sikre og selvvalgte død i øjnene.

I desperation er Sanne nær ved at forpurre dødshjælpsplanen. Men også storesøster Heidi ender med at smide grus i maskineriet.

Pointen er selvfølgelig, at det sjældent kan være omkostningsfrit med fuldt overlæg at gribe ind i ”naturens orden” og gøre sig til herre over liv og død. Men en endnu vigtigere pointe er, at disse konflikter ikke gennemspilles i den hensigt at fordømme aktiv dødshjælp-projektet.

Tværtimod: En plot-tvist mod slutningen fjerner al tvivl om, at forældrene gør det rigtige – og etisk set er i deres gode ret til at gøre det.

Heldigvis går Bille August på kattepoter gennem en historie, der i bastant melodramatisk form kunne være svær at sluge. Sammen med mesterfotografen Dirk Brüel finder han de prægnante totalbilleder, der rammer efterårsstemningen omkring det ensomt beliggende lægehjem i melankolske belysninger og med diskret natur-lyrisk præcision sætter den smukkest tænkelige ramme om familiesammenkomsten.

Det er modnet fortællekunst med totalkontrol over enhver detalje, den være sig nok så lille. Og frem for alt afsløres et absolut gehør for manuskriptets Herman Bang’ske klangfarve mellem vemod, smerte, resignation og livsbekræftelse trods alt.

I et ensemblespil, hvor hver rolle virker maksimalt besat, imponerer Ghita Nørby ved atter at finde nye toner – sagtmodige, varme, inderlige. Stærkt på vej mod de 80 år yder hun en af sine mest ubesværet bevægende præstationer ved at antyde, at Esther måske har spillet andenviolin i sin ellers hengivne mands kærlighedsliv – og at tiden nu et kommet til at trække sig endegyldigt tilbage.

Dette er uselvisk ensemblespil af dansk teaters største diva, perfekt tone-afstemt til de øvrige spilleres hverdagsrytme.

Men lad mig alligevel fremhæve to scener: konfrontationen med datteren Sanne og en tyst morgenscene, hvor ægtemanden Poul er stået først op, og Esther beder ham lade være med at trække gardinerne fra. ”Vil du sove mere,” spørger han. ”Jeg vil bare vågne. En gang til,” svarer hun.

Paprika Steen kan selvfølgelig sin lille hverdagstyran, Heidi, på samtlige fingre, men kan også meget andet her, for eksempel i en mesterligt fortvivlet scene med ægtemanden.

Og det er klog casting at sætte hende op mod netop stortalentet Danica Curcic som Sanne. Med sin markante udstråling af stærk sensuel kvindelighed er Curcic vel ikke umiddelbart typen på familiens svageste led. Men skrøbeligheden virker mere interessant og bevægende på en baggrund af anet styrke.

Kvindefigurerne står stærkest, men både Morten Grunwald og Pilou Asbæk er præcis lige så suveræne i ensemblespillet, med Asbæk i en fint afbalanceret mæglerrolle som vane-hashryger og legebarn, netop det indslag af spontan menneskelighed, situationen kalder på.

Alt i alt er Stille hjerte Bille Augusts mest helstøbte film siden Den gode vilje.