Stille liv

Malene Choi debuterede med The Return.

Det er en sælsom hybrid mellem dokumentar og fiktion – og handler om unge som hende selv: født i Sydkorea, men adopteret af forældre i Vesteuropa. Filmen følger adoptivbørn, der rejser til Sydkorea for at finde deres biologiske familie eller bare for at lære mere om Korea.

Rejsen vækker komplicerede følelser for de medvirkende om hjem, familie og identitet. Særligt for dem, hvis adoptivforældre er hvide og slet ikke vant til den racisme, der møder én som ikke-hvid selv i så progressivt et samfund som Danmark.

Stille liv, som Malene Choi har skrevet med Sissel Dalsgaard Thomsen (Venus) og Marianne Lentz (Den store stilhed), udforsker mange af de samme temaer i en rent fiktiv historie.

Hovedpersonen Carl (Cornelius Won Riedel-Clausen) er født i Sydkorea, men adopteret af Hans (Bjarne Henriksen) og Karen (Bodil Jørgensen), der driver et lille mejerilandbrug på Djursland.

Det er et liv, som består af uafladelig, men rolig rutine.

Carl er færdig med at gå i skole, men har ikke helt besluttet sig for en retning i livet, selv om Hans forventer, at han en dag vil overtage landbruget.

Skuespillet har en velgørende varme. Især unge Riedel-Clausen leverer som Carl en bundsolid, lovende debutpræstation.

Det springende manuskript beskæftiger sig ikke stort med, hvorfor Hans og Karen valgte at adoptere. Til gengæld drysser det om sig med sigende detaljer.

Carl lader til at være et enebarn, måske et tegn på, at Hans og Karen følte et større behov for end evne til at skabe en familie. Foruden at være gratis arbejdskraft er Carl familiens arving.

Den ordknappe samtale ved middagsbordet tyder på, at forældrene har omtrent lige så meget forståelse for Carl som for den unge polak Andrzej, der hver sommer kommer til gården for at hjælpe med at passe køerne.

Da Hans og Karen adopterede Carl, var der tydeligvis intet til hinder for at forældre kunne adoptere et barn med en anden etnicitet end deres egen.

Carl nævner på et tidspunkt, at han blev mobbet i skolen, fordi han ser anderledes ud end de andre børn. Til en fest for Karens familie – på Carls fødselsdag – taler nogle af gæsterne henkastet om, at Carl burde rejse hjem, hvor han kommer fra.

Hans og Karen siger ingenting. De er for optaget af at komme godt overens med resten af familien.

Men til den samme fest knytter Carl sig – nærmest uden ord – til Marie (Clara Thi Thanh Jensen), et andet asiatisk adoptivbarn, der arbejder som tjener til festen.

Som handlingen skrider frem, begynder han at se Marie for sig, nærmest som et spøgelse, der danser med ham, da han og Andrzej lægger vejen forbi det lokale diskotek.

En lidt ældre asiatisk kvinde, måske Carls biologiske mor eller hans forestilling om hende, flyver også forbi ham som en anden Madonna, fuld af favnende varme.

Blandingen af overnaturlighed og hverdagsliv vækker mindelser om den thailandske instruktør Apichatpong Weerasethakul (Onkel Boonmee som kan huske sine tidligere liv).

Sideløbende lander en meteor på en af markerne og føres ind i huset som en anden baby. Imens kæmper en moderløs kalv for livet trods Carls ihærdige forsøg på at flaske den op.

Disse detaljer afspejler filmens tematik om adoption og forældreskab. Malene Choi skaber en verden på film, der er lige så hverdagsligt ordinær, som den er fuld af underfundighed og magi – om end også en kende symboltung.

Hun virker mere selvsikker som en visuel fortæller.

Filmens lange optagelser er komponeret tilpas ude af balance til, at det ordinære fremstår fremmed. Instruktøren finder slående billeder at hægte sin fortælling op på – fra plastikindpakkede halmballer til spøgelser og plørefulde danskere klædt ud som mexicanere.

Alt har en plads i Chois univers.