Stor som en sol

Første del af albummet er endelig på gaden. Og bandet er på turné. Her sker så det tragiske. Forsanger Niels Brandt brækker foden under en omgang fritidsbold. Og det betyder krisemøde!

Skal bandet indstille turnéen? Niels Brandt sparker ophidset.

Meget mere drama får du ikke for pengene i musikdokumentaren Stor som en sol, der skildrer anerkendte The Minds of 99. Bandet er blevet landskendt med dets iørefaldende og poppede melodier, som er tilsat dansevenlige elektrorytmer, post-punkede guitarer og et rimeligt niveau af sangskrivning. Med firserforbillede som Depeche Mode.

Filmens motor er tilblivelsen af gruppens tredje plade, Solkongen, med flashbacks, strøtanker, refleksioner over meningen med livet og almindelig småsnak.

”Du ligner Maradona, der prøver at gemme sig for pressen,” driller Niels Brandt en bandkollega, der har tildækket det meste af sit lange sorte hår.

Kameraet er håndholdt, og fotograferne er til stede som fluer på væggen. På naturskønne Bornholm, i øvelokalet Bunkeren på Vesterbro og i Grape House-studiet en spytklat derfra. Når vi da ikke er på turné eller ser flashbacks filmet på en smartphone.

Den karismatiske forsanger Niels Brandt er i fokus. Af og til placeret på en stol i et tomt rum til ære for et mere kunstnerisk billede. Han filosoferer:

”Hvornår mister man jordforbindelsen, så det, man laver, bliver dårligt?”

Gasolin’-plakaterne hænger på væggen som spøgelser fra fortiden. Ikke bare har bandet en arv at leve op til. Og ikke bare fortæller forsangeren om sin Kim Larsen’ske kærlighed. I 2016 sad gruppen ligesom Gasolin’ og diskuterede opløsning i Gæstgiveren på Bornholm.

De blev heldigvis enige om at fortsætte, og i år 2017 er de ved at indspille deres tredje album.

Uden de store kvaler. Niels Brandt slår fra start fast, at han for første gang i lang tid er lykkelig. Hans ambitioner er skyhøje og deraf måske titlen: Stor som en sol.

Der er meget humor. De taler om at bestille sund mad og ender med grillkylling. Vi får en tåget svada om kælderen som symbol på underbevidstheden, mens en joint bliver rullet. Niels Brandt bærer solbriller indenfor.

Instruktøren bag værket er fynske Kasper Kiertzner, der står bag den prisvindende dokumentar Den perfekte mand om en dansk maratonløber i Bolivia, som kan ses på All Time Shortlist.

Filmens force er de flotte billeder og de mange scener, der konstant driver fortællingen frem, så man aldrig keder sig i det ellers beskedne materiale, instruktøren har haft at gøre med.

Man kan med rette spørge, om der er nok indhold til at lave en stor dokumentar. En tabt keyboardspiller, mindre diskussioner og en forsangers personlige kvaler er nærmest ethvert rockbands raison d’être.

Filmen er blevet kaldt et dansk svar på Metallica: Some Kind of Monster, men den betændte nerve mellem Lars Ulrich og James Hetfield findes ikke mellem de omsorgsfulde danskere.

Vi har at gøre med gennemsympatiske mænd midt i 30’erne, der lærte hinanden at kende i folkeskolen på Frederiksberg med afgang i ’99.

Jo-jo, de drikker, rister og tager svampe. ”Jeg har så ondt i hovedet. Jeg hader vin,” lyder det humoristisk i bandbussen.

Men samlet set er de hverken gadedrengene i dokumentaren Gasolin’ eller Lorenzo Woodrose, som vi ser ham i Born to Lose slæbe på klirrende discount-plastikposer og åben røvsprække ned ad stenbroen i en seriøs bagbrandert.

Lorenzo Woodrose er fortællingen om en skæv og misforstået eksistens i et sterilt, strømlinet samfund. Hvor vi kommer helt ind i privaten. Også Anders Østergaards Gasolin’ handler ikke blot om et band, men om en tid og et hippiemiljø.

Stor som en sol består af unikke øjebliksbilleder. Den undersøger et populært band, deres tanker og arbejdsgange. Den er et formfuldendt og respektfuldt værk. Og det er cool. Men nok mest for fans.