Stories We Tell

En kort prolog funderer over, om livet blot er en række hændelser og først bliver til minder, når vi formulerer dem som historier til os selv eller andre. Historier, som dermed er med til at skabe og forme vores virkelighed og identitet. Og sådan slås temaet an i canadiske Sarah Polleys fremragende dokumentarfilm Stories We Tell, der handler om hendes egen familie og dens historie.

Polley (f. 1979) er mest kendt som skuespiller fra film som The Sweet Hereafter og My Life Without Me, men hun har på det seneste også gjort sig gældende som instruktør og manuskriptforfatter. Med de neddæmpede kammerspil Away from Her og Take This Waltz har hun opnået stor kritikersucces og pæn publikumsinteresse, og hendes manuskript til førstnævnte blev sågar nomineret til en Oscar.

Hendes nyeste film er imidlertid en personlig dokumentarfilm. En film af den slags, som gør brug af flere fortællerlag og tilføjer en meta-fortælling om at fortælle den historie, som udgør filmens grundstamme.

Det er som sagt hendes egen families historie og hemmelighed, vi får serveret. I begyndelsen af filmen opfordres en række interviewpersoner (hendes far, søskende, onkler og tanter osv.) til at ”fortælle historien forfra” og at ”fortælle det hele”. Men hvilken historie, der konkret er tale om, afsløres først langt senere i filmen, når familiens store hemmelighed afsløres.

Sarah Polleys mor døde af kræft, da Sarah var elleve år gammel, og morens personlighed og aftryk bliver hurtigt det centrale i fortællingen. Alle har stærke følelser for moren, selv i dag, og lige så langsomt åbnes fortællingen og bliver mere nærværende og intim, indtil vi endelig får overraskelsen og reaktionen på den.

Udfoldningen af familiehistorien sker med forbilledlig tilbageholdenhed og nysgerrighedsvækkende tålmodighed gennem et virvar af både formelle og uformelle interviews, gamle private smalfilm, farens oplæsning af sin til lejligheden nedskrevne version af familiehistorien i et fint, poetisk sprog samt spillede sekvenser af erindringsglimtene (lavet med skuespillere, der har en slående lighed med de virkelige personer, og optaget på 8mm-film, så det ligner gamle privatoptagelser). 

De kornede, ægte privatoptagelser og de nyindspillede scener har imidlertid så ens en æstetik, at Sarah Polley først langt inde i Stories We Tell afslører – og reflekterer over – sin metode. Det er der også en god pointe i, for netop hendes egen vinkel på familiens historie rummer et drama, som i sig selv understreger filmens pointe om, at vores personlige historiefortælling har afgørende indflydelse på, hvem vi er som individer.

Det metadiskuterende plan i filmen, hvor selve grundhistoriens ægthed faktisk stilles til debat, fordi de medvirkende har så forskellige indtryk af den, bliver ikke på noget tidspunkt for meget eller påklistret. Tværtimod mestrer Sarah Polley elegant sine fortællergreb, og selv afsløringen af de mange ”private smalfilm” som nyindspillede scener i gammel indpakning er en pointe, der viser sig at være både nødvendig og vedkommende. Det er et æstetisk valg, som Polley har gjort for i højere grad at kunne forme og instruere sig til sin egen historie og identitet.

Desuden er filmen genuint rørende. De medvirkende åbner sig generøst, og der er scener af sindsbevægelse, som ganske effektfuldt får lov at stå uden lyd eller kommentarer over.

Stories We Tell cementerer Polley som en instruktør, der har stort talent for at skabe og spille på sindsstemninger og humørmæssige tilstande. Det er der naturligvis mange andre, der også er gode til, men her er der hjerteblod med i løjerne, noget på spil. Også derfor er filmen vellykket fra start til slut.

Og familiens hemmelighed? Den skal ikke afsløres her, men den er saftig nok til at være udgangspunkt for en hel film om, hvordan vi fortæller os til vores plads i verden og dermed skaber vores identitet som individer.