Storken Richard og den mystiske juvel

En af de første uretfærdige sandheder, man møder som barn, er, at hårdt arbejde ikke altid betaler sig.

Lige meget, hvor hårdt man pukler og terper, vil der altid være nogle, der bare er større, stærkere og klogere, selv om de ikke gør det mindste for det.

Den vigtige lektie lærer Richard meget tidligt i Storken Richard og den mystiske juvel.

Richard er biologiske set en spurv, men i den første film Storken Richard blev han adopteret af en storkeflok og accepteret som transstork eller ”spork”, som han selv kalder det.

Her i to’eren er Richard en typisk overpræsterende minoritetsperson, der vil bevise sit værd, mens hans indfødte bror Max er doven og ligeglad. Så da den kommende flokleder skal udpeges, er de enige om, at Richard skal vinde.

Desværre er Max tilfældigvis ret godt bygget til at være en stork, og uden at ville det vinder han titlen. Uretfærdigheden får Richard til at styrte frustreret ud i ørkenen fire dage før det planlagte træk mod nord.

Mange børnefilm ville have undveget den hårde sandhed, men Storken Richard og den mystiske juvel vil vise børnene, at livet er uretfærdigt. Samtidig med at den demonstrerer et smukt inklusivt samfund, hvor en spurv gerne må være en stork.

Godt gået af danske Mette Tange, der sammen med tyske Benjamin Quabeck har instrueret den animerede, europæiske co-produktion.

Men fuglefilmen har ikke kun stærke budskaber på programmet. Den er også spækket med forholdsvis avancerede dyrefakta, der bliver skåret ud i mundrette stykker til de mindste.

Ved hjælp af kreativt manuskriptarbejde og komisk animation finder vi ud af, at spurve ofte sover i tornebuske for at beskytte sig mod rovdyr, og at uglers øjne fungerer lidt ligesom mørkebriller. Og så er fugletræk og storkes navigationsevner en central del af historien.

Samtidig byder filmen på en overraskende stærk skurk i form af påfuglen Zamano. Det prægtige dyr har mistet sine vinger og manipulerer sig derfor til magten over samtlige fugle i den lille ørkenby.

Han bruger rimelig heftig psykisk terror mod sine lakajer: de grimme marabustorke. De får konstant at vide, at de er grimme og tager derfor imod smykker i betaling for onde handlinger.

Det bliver faktisk en smule hårrejsende – også for voksne! – da Zamano udnytter uglen Olgas personsplittelse og fængsler hendes alterego i et spejl.

Andre indslag i Storken Richard og den mystiske juvel fremstår mere klodsede.

Hvis rap- og breakdancedueller ikke var forældede i 90’erne, er de det i hvert fald nu, og alligevel bliver vi udsat for adskillige af dem. Med det resultat, at den ellers nogenlunde stramme handling går i stå.

Hver gang er det den forfængelige papegøje Kiki, der står for hiphopperiet. Papegøjen er ellers flot animeret, men efter et stykke tid får man lyst til at myrde den rappende fugl og lave den om til lækre papegøjenuggets.

De fladpandede duer, der hænger ud på ørkenens elledninger og fylder deres hjerner med elektriske internetinformationer, er egentlig en meget sjov idé. Men duernes lynhurtige reddit-sprog er kun muligt at tyde en fjerdedel af tiden.

Generelt er de danske stemmer ikke på topniveau.

De centrale roller – Richard, Max, Zamano og den smarte spurv Samia – er alle tydelige og levende spillet af henholdsvis Emil Birk Hartmann, Oliver Berg, Jesper Hagelskær Paasch og Katrine Falkenberg. Men ellers er stemmerne ofte noget utydelige og akavede.

Det ændrer dog ikke på, at Storken Richard og den mystiske juvel er en ambitiøst intelligent og underholdende film, der uden tvivl vil plante spirende ornitologfrø i store dele af børnepublikummet.