Stranded in Canton

Det er ikke, fordi vi føler os specielt velkomne.

I de første ti minutter af filmen er vi faktisk helt overladt til os selv. Et observerende kamera følger i hælene på en midaldrende afrikaner, der foretager sig lidt af hvert i den kinesiske storby Guangzhou (også kendt som Canton). Han er et smut på sprogskole, ryger på sit hotelværelse, kigger på byen og nærstuderer et varelager.

Det nøgterne kamera følger troligt efter, selvom der ingenting bliver fortalt. Manden siger ikke noget, visuelt befinder vi os i afgrænsede rum, og følelsesmæssigt er vi afskåret fra hovedpersonen, da han oftest filmes bagfra.

En sådan voldsom begrænsning på indlevelse kan kun fungere, hvis vores nysgerrighed pirres. Det gør den ikke.

Først da den afdæmpede afrikaner, Lebrun, råber efter sin ven – en tyk, storsvedende libaneser kaldet Wasim – åbnes der for en lille fortælling.

Lebrun skylder Wasim penge, da han efter en mislykket t-shirt-handel har opbevaret containervis af t-shirts på Wasims varelager – uden at betale.

T-shirten, der er påtrykt et billede af den congolesiske præsident og teksten ”Vote Kabila”, skulle bruges i valgkampen i Congo, men efter et halvt års forsinkelse er Lebrun nu fanget i Kina med et hav af ubrugelige t-shirts. Presset af Wasim er Lebrun nødt til at finde på en løsning, og vi følger Lebruns forsøg på at tackle situationen i det fremmede land.

Lebrun er en fiktiv karakter, der, som Cph:Dox skriver, er indsat i et virkeligt miljø for at foretage et filmisk eksperiment. Men eksperimentet fejler i denne hybridfilm, da miljøet ikke kommer til sin ret, endsige bruges til noget.

Problemet er, at Lebrun ikke interagerer med mange mennesker.

Ud over Wasim har han en enkelt kinesisk ven, som man ser ham spille badminton og forskellige kinesiske spil med. Og så er der afrikanske Sylvie, indehaver af en frisørsalon og Lebruns gode veninde, som han måske er lidt forelsket i. Men i størstedelen af filmen er Lebrun underligt afskåret fra resten af samfundet, der nærmest ikke eksisterer.

I stedet fokuseres der på den sparsomme handling i små, triste rum, hvor en samtale mellem to parter skal drive handlingen fremad. Men vi kommer ingen vegne, og der er grænser for, hvor mange gange man kan vende t-shirt-situationen uden at gå i tomgang.

På lydsiden isoleres dialogen, så vi aldrig får lyden af den pulserende storby. Selv et panoramisk view over den gigantiske metropol filmes i stilhed.

Guangzhou er Kinas tredjestørste by, et handelsmekka i rivende udvikling, der har distrikter, man betegner som ”chokolade-byer” på grund af de mange afrikanske tilflyttere. Men i Stranded in Canton kunne vi lige så godt befinde os i en hvilken som helst provinsflække.

Men når vi ikke får fornemmelsen af hverken det kinesiske eller afrikanske miljø, er det svært at engagere sig i globaliseringsproblematikken, som ellers er fint eksemplificeret i t-shirten.

Stranded in Canton er produceret under Cph:Lab, og det er måske sigende for hybrid-filmens dramaturgiske problemer, at den startede ud som et samarbejde mellem kinesiske Li Hongqi og svenske Måns Månsson i 2011 og først er blevet færdig her tre år senere – uden Li Hongqi som medinstruktør.

Lige så smuk tanken om et transkontinentalt instruktørsamarbejde er, lige så svær er den at gennemføre i praksis. Her er det i hvert fald endt med en film, hvis mening fortoner sig i det uvisse.