Stratos

Fra den første meget lange samtale mellem hovedpersonen Stratos (Vangelis Mourikis) og gangsterbossens bror, Yorgos, forstår man, hvorfor Stratos bærer det samme udtryksløse ansigt gennem hele filmen: Han har mentalt lukket ned, da det er ulideligt at høre på.

Stratos arbejder om natten på et bageri og om dagen som lejemorder. Krisen kradser i det gældsramte Grækenland, og efter at have tilbragt mange år i fængsel er det ikke let for Stratos at finde arbejde.

Det lille lokalsamfund er styret af mafiosoen Leonidas, der har været mentor for Stratos. Gangsterbossen er blevet fængslet, og hans bror, Yorgos, har fundet på en redningsplan. De skal grave en tunnel, og Stratos afleverer derfor alle sine tjente penge til projektet. Men langsomt erfarer Stratos, at man aldrig skal stole på en gangster.

Instruktøren Yannis Economides (Knifer) er blevet betegnet som en del af den græske nybølge, der er vokset ud af Grækenlands økonomiske morads. Sammen med instruktører som Athina Rachel Tsangari (Attenberg), Ektoras Lygizos (Boy Eating the Bird’s Food) og vel nok det fremmeste eksempel, Yorgos Lanthimos (Dogtooth, Alps), er bølgen blevet betegnet som ”the greek weird wave”.

Uden nogen former for støtte begyndte instruktørerne for egne penge at producere film, hvor de udstiller absurditeten i det græske samfund.

I Stratos får instruktøren Economides viklet hovedpersonen ind i et spind af fortællinger, der fremviser mennesket fra dets værste sider.

Med faste indstillinger og naturalistisk lyssætning får vi, ud over fortællingen om Leonidas, historien om en rivaliserende gangsterboss, Petropoulos, der gerne vil hyre Stratos. Petropoulos afpresser landsbyens kvinder til at have sex med ham, og på et tidspunkt er sex med mindreårige også på tale.

Endnu en historie handler om Stratos’ naboer, en krøbling ved navn Makis, hans prostituerede kone og hendes datter Katerina. Parret er i dyb gæld og vil gøre alt for at komme ud af den.

Snyd, svigt, korruption og amoralske handlinger bliver til en samlet allegori over det græske samfund og en forklaring på, hvorfor det gik så galt. Men Economides er så fast besluttet på at fremvise allegorien i den næsten to og en halv time lange film, at han glemmer alt om fokus og, ikke mindst, tempo.

Filmen er en gudsjammerlig endeløs vandring i elendighed, og da det ene plot ender, fortsætter Economides ufortrødent videre til det næste. Men dér har man som publikum givet op.

En del af skylden kan tildeles de faste indstillinger, der skaber en distance til karaktererne. Det fordrer nogle skuespillere, der er interessante at studere. Men udover Vangelis Mourikis’ aldrende ansigt, der har flere kløfter end et bjerglandskab, er der ikke meget at komme efter.

Ofte er der kun en enkelt eller to personer i de lange indstillinger, og mestendels er det en gangster eller dennes kone, der skal brokke sig til Stratos om dette og hint. Stratos sidder og kigger uden at sige et ord, mens lange monologer bliver fremført med vældig patos.

Eneste lyspunkt er Stratos’ relation til naboens datter Katerina, hvor man fornemmer et følelsesmæssigt bånd. Men historien får ikke lov at udfolde sig, da den er en blandt mange løse handlingstråde, der aldrig får lov at samle sig.

Allegorien har man fanget efter de første tyve minutter, og derefter er der stadig to timer tilbage af filmen. Dem kan man så bruge på at spekulere over, hvad man skal have til frokost.