Succession – sæson 2

Fy for pokker, hvor er afslutningen på anden sæson af Succession nervepirrende genial!

Ikke siden fjerde sæson af Breaking Bad tonede ud, har mit hjerte skippet så mange takter.

I serien om den stenrige familie Roy er det ikke kynismen, der overrasker – den har familien til overflod. Det er heller ikke det koldblodige kongemord, som sønnen Kendall (Jeremy Strong) begår for åben skærm – det er i modtagelsen af kniven i ryggen.

Den djævelsk-twistede detalje ligger gemt i ansigtsfolderne på gudbenådede Brian Cox, der gestalter den aldrende mediebaron Logan Roy.

Et beskedent træk på smilebåndet inden rulleteksterne gør seeren lige så rundforvirret som magnatens fire børn, der gennem to sæsoner har udstået Logans psykiske terror, og efterlader én i grublende chok. Var kongemordet orkestreret af kongen selv?

Serieskaber Jesse Armstrongs manuskript Murdoch var i 2010 at finde på Hollywoods liste over årets bedste ikke-producerede manuskripter. Det blev hyldet af mægtige producenter, der trods alt ikke turde stå bag en film om en arvestrid mellem Rupert Murdoch og hans lige så magtfulde sønner.

Heldigvis endte den britiske manuskriptforfatter, hvis adelsmærke er grovkornet humor og politisk intrige – han var medforfatter på Armando Iannuccis Højt spin og In the Loop – hos HBO. Her videreudviklede han manuskriptet til en episk dramaserie, der ikke blot oser af Shakespeare’sk storhed, men også er rig på krampelatter.

Roman, Shiv, Kendall og Connor. Det er de fire arvinger til Waystar Royco, et medie- og underholdningskonglomerat, der blandt andet huser den FOX-lignende nyhedskanal ATN, krydstogtskibe og forlystelsesparker.

Som yngstesønnen Roman (en storspillende Kieran Culkin) formulerer det: ”Vi gør os i hate speech og rutsjebaner.”

Det er umuligt at nævne alle de ypperlige skuespilpræstationer, niveauet i ensemblet er uhyggeligt højt. Men Matthew Macfadyens Tom må fremhæves.

Shivs ringeagtede ægtemand, med mindreværdskomplekser i XL-størrelse, er lige dele hovmod og misundelse, men han spilles med så begejstret en hundehvalp-naivitet, at det er umuligt ikke at holde af tåben.

”Jeg føler mig guddommelig og potent. Det er, som om alle kun er en halv meter høje,” erklærer Tom, da han skal starte som nyhedschef hos ATN. Efter at Shiv hurtigt afviser tilbuddet om sex ved morgenbordet, foreslår han et kæmpeportræt af dem selv i spisestuen, inden han tvivlende spørger (med henvisning til Syriens diktator): ”Too Assad-y?”

Succession er forbandet godt skrevet. Det var den også i første sæson, hvor Kendall forsøgte at overtage konglomeratet, mens Logan lå i sygesengen. Men anden sæson løfter sig op i tv-historien.

Nok er serien sjov, men Succession er først og fremmest et uforligneligt drama om fire depraverede børn, der higer efter deres fars kærlighed.

Introsekvensen med komponist Nicholas Britells fabelagtige temamusik lader os ikke glemme tragedien. Foran et mægtigt palæ står fire skræmte søskende klar til familiefotografi, mens faren som et forkælet barn resolut forlader opstillingen.

De er blevet forladt hele deres liv. At blive valgt som Waystar Roycos arvtager er beviset på deres fars kærlighed.

Logan Roy er Citizen Kane uden Rosebud. En herskesyg, afstumpet, skruppelløs tyran. Men da Logan vil opkøbe nyhedsmediet PGM, der ejes af den venstresnoede familie Pierce, ser vi, at de liberale medier er lige så modbydelige. Penge korrumperer uanset politisk ståsted.

Seriens formidable fotografering gør den pompøse rigdom til en truende og ikke spor behagelig størrelse. Det håndholdte kamera afslører psykisk ustabilitet, og det dybt traumatiserede smertensbarn Kendall fordrer de mest rystede og nervøse billeder.

Succession er en af de senere års bedste serier.