Super16, årgang 10 – afgangsfilm

De seks afgangsfilm fra tiende årgang på Super16 er alle velproducerede visitkort af en flok kunstnere, som evner at give plads til små eksperimenter i vedkommende og medrivende fortællinger.

Vi har både i det aktuelle Ekko #87 og i artikler på nettet lavet interview med de seksten filmskaber fordelt på tre faglinjer: instruktører, manuskriptforfattere og producere.

I et coronaramt år er det lykkedes de lovende talenter at skabe seks markante kortfilm, der bringer det glade budskab om spændende nye stemmer i dansk film.

Fuglenes afgrund

Fuglenes afgrund er en sci-fi-film uden fremtidslir, men med subtil antydning af dystopi.

Fanny Bernth er på en gang overbevisende, gribende og mystisk som den splittede politiker Liva Wichfeld. Hun gør klar til at overtage posten som partileder for et antiabort-parti, da hun finder ud af, at hun er gravid.

Den pulserende fortælling gemmer på lag af nuancer i scener mellem Liva og en ung kvinde, som rådgives til at beholde sit barn.

Instruktør Jacob Krzysztof Glogowski orkestrerer fortællingen med overvældende lyddesign og i spartanske rum, som sætter spørgsmålet om retten til liv i relief.

Det er ambitiøst og en ordentlig mundfuld for en film, der oven i købet er årgangens korteste med en spilletid på tyve minutter. Men det er netop i mødet mellem de højtflyvende tanker og intime samtaler blandt filmens medvirkende, at fascinationen bliver vakt.

Gennem billedskønne indstillinger bliver man ledt ind i en verden, der ikke virker lige naturlig hele tiden, men som man ikke har lyst til at forlade.

Skifting

I Skifting trækker Zinnini Elkington – vinderen af Ekko Shortlist Awards 2020 med den suveræne En flirt – på sit eget liv og skaber en ulmende ubehagelig verden et sted mellem realisme og overtro.

Emma Sehested Høeg er smerteligt rørende i rollen som en ung førstegangsmor, der begynder at se troldetræk i sin baby.

Filmen er udfordrende, fordi man hele tiden er i tvivl om, hvor alvorligt de overnaturlige elementer skal forstås. Man vil helst tænke på trolden som en imaginær konsekvens af den unge mors fødselsdepression, men fantasivæsnet bliver meget virkeligt.

Det viser en herlig fandenivoldskhed, et oprør mod de naturalistiske rammer, som dansk film ofte er spændt fast i. Og så dirrer Skifting åndeløst, når hovedpersonen fra skjulet i skoven kæmper for at forstå sin situation.

Titlen stammer fra gammel overtro om, at overnaturlige væsner kan finde på at bytte et menneskebarn med et troldebarn. En ældre kvinde står i filmen for at oplyse hovedpersonen om muligheden for, at hendes barn faktisk er en trold.

Men det er i scenerne, hvor Emma Sehested Høeg – en af vore dygtigste unge skuespillere i dag – er helt alene og desperationen lyser ud af hendes øjne, at filmen står stærkest. Skifting er endnu et bevis på, at Zinnini Elkington er en visionær og meget modig instruktør.

Grønningen

Også Simon Mortensen – årgangens drilske satiriker – bevæger sig i Grønningen ind i et anderledes og skævt univers.

Instruktøren spiller selv hovedrollen som Sadolin, der møder den ældre kvinde Varvara. Da hun dør, forsøger hendes spøjse nabo Tom (altid fornøjelige og karismatiske Tore Dokkedahl) sammen med Sadolin at opklare, hvordan det skete.

Deres rejse ind i den smukke bygning på titlens fornemme adresse i København fører både til et møde med en pedantisk vicevært – spillet af Søren Fauli, hans første filmrolle i ti år – og en makaber midnatsfest.

Det er en kulsort venskabskomedie, hvis barokke stil er lige dele forvirrende og underholdende.

Tom er aristokratisk anlagt og gør meget ud af påklædning og korrekt udtale. Imens er hjemløse Sadolin fra en anden social klasse, men den surrealistiske komedie er øjensynligt ikke stort interesseret i et portræt af forskellen mellem rig og fattig.

Faktisk kan man undervejs i den 32 minutter lange film – den længste af årgangens seks – mange gange nå at skifte holdning til, hvad meningen med galskaben er. Men humoren lever i små øjeblikke mellem de to spøjse hovedfigurer.

Hvis instruktøren formår at samle delene til en mere sammenhængende historie, bliver han for alvor interessant at følge.

True Mirror

Glen Bay Grant har i sin afgangsfilm slået sig sammen med Marianne Lentz, der skrev Ekko Shortlist Awards-vinderen En flirt.

Deres psykologiske drama True Mirror blander de to filmskaberes interesse for henholdsvis identitet og magtstrukturer.

Line Kruse gestalter et rigt indre liv i kærligheds-coachen Jacqueline, som må forsvare sig selv, da hendes metoder bliver udfordret.

En kursist har svært ved at se pointen med hendes sandhedsspejl, og da Jacqueline samtidig er ved at miste sin søn, som vil flytte hjemmefra, er hendes verden i opbrud.

En fugl flyver ind i en rude i filmens begyndelse, og det tjener først som symbol på, at livet er spækket med pludselige udfordringer. Men scenen udspiller sig igen hen mod slutningen, hvor man får et større payoff, da Jacqueline bryder sammen for rullende videokamera.

True Mirror er et satirisk blik på den luftige selvhjælpsindustri, hvor man kun kan hjælpe sig selv, hvis man tror på metoden. Det er skarpt og humoristisk, men filmen rammer kun så hårdt, fordi den tager sine personer og miljøet helt seriøst. En meget lovende afgangsfilm fra Glen Bay Grant, der under uddannelsen har bevæget sig fra dokumentar til fiktion.

Vilde sind

Forhold mellem mor og søn bliver også udforsket i Hannah Elbkes Vilde sind, hvor teenageren Daniel vil flytte fra sit forstadshus og hjem til sin far i København.

Det rammer hans psykisk sårbare mor hårdt.

Smukke scener, hvor mor og søn danser sammen til dansk popmusik, blandes med dramatisk, hårdtslående skrøbelighed. Særligt rammende er det, når moren nægter at tage et dynebetræk af hovedet og står som et spøgelse i det lokale supermarked.

Altid fascinerende Signe Egholm Olsen har skøn kemi med unge Elias Budde Christensen i de to hovedroller. Morens intense øjne lyner af lige dele kærlighed til sønnen og frygt for at miste ham.

Når Daniels far (Kasper Leisner) tropper op for at få drengen med sig, opstår der drama. Instruktøren og hendes manuskriptforfatter Henrik Binger holder fokus på den unge mand i centrum, der ikke ved, hvordan han skal håndtere situationen.

Filmskaberne har lidt svært ved at lukke fortællingen på en tilfredsstillende måde, men man står tilbage med en følelse af at have fået et indblik i ægte menneskeliv.

Young

Endelig har Kristian Håskjold – manden bag det sanselige kortfilmhit Forever Now, der vandt hovedprisen ved Ekko Shortlist Awards i 2018 – begået en veloplagt overraskelse.

I ungdomsdramaet Young bliver teenageren Pernille mødt med rygter om at have fået en abort.

Ved en pumpende havefest konfronterer hun den angivelige sladrehank ude i en tilstødende skov, og det er et nervepirrende optrin. Veninderne opildner Pernille til at tage hævn, og man er vitterlig i tvivl om, hvor langt den unge kvinde vil tage afstraffelsen.

Hele vejen igennem får usikkerheden lov til at dirre. Kameraet drejer flere gange rundt, så Pernille vendes på hovedet, da hun stjæler sprut som optakt til festen.

Young tegner ikke et rosenrødt billede af Danmarks ungdom, men filmen tilfører den evigt interessante genre et skud kulsort energi.

Energien skaber store forventninger til, hvad Kristian Håskjold og de andre dygtige filmskabere kommer med næste gang i form af film og serier!