Suspiria

Suspiria anno 2018 er et frustrerende bekendtskab, og det skyldes ikke blot, at den tegnede til at blive ganske enestående. 

Luca Guadagnino burde kunne give publikum koldsved på panden lige så overbevisende, som han gav os sommerfugle i maven i Call Me By Your Name. Men det er ikke til at komme udenom, at hans gennemgribende nye version af Dario Argentos blodlystne klassiker mangler noget helt centralt. 

Den er simpelthen ikke særligt uhyggelig. Selv uden at forvente grand guignol-gotik i samme halsbrækkende tempo og flamboyante farver som originalen er det svært ikke at blive skuffet over en gyser, der virker interesseret i alt andet end at skræmme sit publikum. 

Handlingen starter ligesom i originalen med den blåøjede amerikaner Susie Bannion (Dakota Johnson). Hun ankommer til et tysk danseakademi, der viser sig at være bestyret af en ondsindet heksekult. 

Men omgivelserne er ikke længere et eventyr-uvirkeligt Sydtyskland. Mareridtet er betonkoldt forankret i et splittet Berlin under det tumultariske efterår i 1977. Radioen sprutter med nyt om venstrefløjsterrorisme, mens først den ene og så den anden nysgerrige elev sætter sig for at kulegrave skolens bestyrelse. 

Hvor originalen skortede hen over selve dansen, dvæler Guadagnino ved de unge kvinders kropslige anstrengelser. Nu antager dansen en religiøs betydning, der enten kan frigøre eller destruere. 

Eller begge dele samtidig, som i den første af få rigtigt grumme scener. Her viser Susie sig som et naturtalent, da hun fremfører en ekspressiv, moderne dans, hvis vilde kast med kroppen får en danser til at vride lemmerne af led, indtil hun ender som en sammenbyltet klump af hulkende kød i en pøl af sine egne kropsvæsker. 

En væmmelig sekvens, der gør spektakulær brug af begge dansere. Dakota Johnson er et stort talent, også selv om Susie bliver sært negligeret af David Kajganich’ manuskript, som i stedet vier megen opmærksomhed på den aldrende psykolog Viktor Klemperer (spillet af Lutz Ebersdorf, der spilles af Tilda Swinton!). 

Hvad det maskespil går ud på, må guderne vide. Tilda Swinton kan spille hvad som helst, og hun har en intens mystik som truppens tilsyneladende leder Madame Blanc. Men det virker distraherende at se hende i gammelmands-makeup, når rollen lige så vel kunne være spillet af … Bruno Ganz. 

Klemperer søger efter en forsvunden patient, måske fordi han lider af skyldfølelse på grund af sin kone, som forsvandt under krigen. 

Det Tredje Rige kaster lange skygger, og der er så rigeligt at tygge på. Men hvor man dog savner Argentos kontante skrækfilm, som leverede heksegys uden dikkedarer. 

I forsøget på at være et dybsindigt femi-manifest med referencer til Hitler og RAF glemmer Suspiria simpelthen at være skræmmende – en dødssynd for en gyser. 

Skolens djævelskab står klar fra begyndelsen, og afdækningen nøjes med at mane en stemning af let uro, fulgt op af konstant kaglende hekselatter. 

Luca Guadagnino er en sensuel filmskaber, men en god skrækfilm er ikke ren forførelse. Forspillet kan ikke stå alene. Og når Guadagnino endelig stikker kniven ind, bliver man frastødt, oprevet, måske endda fascineret – men aldrig for alvor skræmt. 

Forbilledet er muligvis Stanley Kubrick, der som selvbevidst auteur i 1980 kastede sig over den lavt rangerende gyserfilm og med den æstetisk og intellektuelt udfordrende The Shining brød med genreformlerne. Men med den helt afgørende forskel, at Kubricks mesterværk rent faktisk var skrækindjagende. 

Thom Yorkes musik er melankolsk henførende. Hans dæmpede vokal tilfører berliner-tristessen en sublim ophøjethed, der ikke er spor skræmmende, men forsøger at løfte filmen op til at være ”et stort værk”. 

Og det er den til tider også. 

Et par sekvenser undervejs, og ikke mindst den længe ventede finale, er visuelt storslåede, nyskabende, chokerende og glorværdigt makabre. Hist og her aner man den Suspiria, man havde håbet på at se. 

Men den er frustrerende uden for rækkevidde.