Svinene

Har du også oplevet at ærgre dig over en velfungerende thriller, der mister sin magi på grund af en overforklarende politimand, indlysende falske spor, forstokkede replikskifter eller monotone blikudvekslinger?

Selvfølgelig har du det. Og det er derfor, du nu skal kaste dig ud i det mudrede, dybe vand i Svinene.

En film, der er bister-realistisk som Polanski-klassikeren Chinatown, men samtidig sansemættet, som når Nicolas Roeg eller David Lynch laver spændingsfilm: visuelt destabiliserende, lydmæssigt skurrende, fortællemæssigt at sammenligne med en lyskegle, der afsøger et pulterkammer. På en gang detalje-præcis og ufuldstændig, æggende og ominøs.

Tag for eksempel et ildevarslende glimt tidligt i filmen, hvor hovedpersonen, den fåmælte Marco (Vincent Lindon), er flyttet ind i en pariserlejlighed ved siden af den smukke Raphaëlle (Chiara Mastroianni). Raphaëlle er alenemor, men fungerer stadig som officiel elskerinde for drengens far, rigmanden Laporte (Michel Subor).

Det viser sig, at Laporte måske har været skyld i både selvmord og seksuelle overgreb blandt Marcos nærmeste. Marco nærmer sig på én gang Raphaëlle og sønnen. Han strammer drengens cykelkæde og løsner hendes trussestreng.

Men pludselig klippes der til en gul børnecykel i et nattemørkt buskads, politimumlen og morens gisp. Og så – zap – tilbage til fortællingens nutid, hvor cykel og dreng er uskadte. Karaktererne bevæger sig ind og ud mellem hinanden, som om intet var hændt. Var det hævnerens vision, vi lige så? Et fremtidsglimt? Morens forudanelse?

Det er så meget en film for spidsen af sanserne, at man næppe bemærker, hvor klassisk og stramt dens underliggende film noir-plot faktisk er.

Filmen er franske Claire Denis’ ellevte biograffilm, men den første, der vises i danske biografer. Det er også hendes første livtag med thrilleren.

Væk er det kolonialisme-tema, der ellers har været en rød tråd siden debuten Chocolat (1988) via det aparte fremmedlegions-filmdigt Beau travail (1999) og frem til de seneste hyperrealistiske fortællinger om at være race-udgrænset i henholdsvis Afrika (White Material) og Frankrig (35 Rhums). Intakt er derimod hendes forkærlighed for mennesker, der kan have deres rødder, fortid og fremtid i en sportstaske.

Marco er søfartskaptajn og har egentlig gjort sig fri af familiens bånd. Raphaëlle er mere fatalist end femme fatale – hun synes nærmest drevet af afgrunden mellem sine to mænd. Og endelig er der det sorte hul, hele dette persondrama cirkler om: et sexlysthus for afsporede mænd og prostituerede, der ikke kan mønstre viljen til at undslippe.

Mange vil utvivlsomt finde dette univers for goldt til at engagere sig i hovedpersonerne. Der bliver ikke givet ved dørene, når de skal sætte ord på deres had, kærlighed og drømme.

Men det er en vigtig pointe, at Claire Denis interesserer sig mere for limbofølelsen end kynisme/hjertevarme. Filmen er en tilstandsrapport fra eksistensens og ensomhedens tusmørkeland.

Instruktøren nævner selv William Faulkner-romanen Det allerhelligste (1931) som en inspirationskilde. Denis låner klasseproblematik, en voldtægtshandling og et grumt torturredskab fra Faulkners sadisme-befængte sydstatsfortælling. Men vigtigere er nok den fornemmelse for moralsk, fysiologisk og arkitektonisk fordærv, de to deler.

”I et billigt, lakeret toiletbords ujævne spejl lod der fortsat, som i en beskidt vandpyt, til at flagre udmattede spøgelser fra yppige former og udbrændte lyster,” skriver Faulkner.

Claire Denis lader sit eget ujævne spejl indfange lige præcis sådanne udmattede spøgelser. Her er ingen forklaringer, ingen forhistorie, ingen fordømmelse. Blot en beskidt vandpyt, alle blaserte filmelskere bør unde sig selv at kigge i.