Sygeplejeskolen – sæson 2, afsnit 1-2

En fremmed besøgende ankommer til Fredenslund Sygehus. 

Nyheden om den første årgang af mandlige sygeplejestuderende på stedet har fanget mediernes opmærksomhed. Og det lokker en nysgerrig journalist på visit. 

Med hans sensationelle artikel om mændenes indtog i et traditionelt kvindefag mindes seeren om 1950’ernes bedagede kønsnormer og stringente regelrethed, der er seriens omdrejningspunkt. 

Har man set første sæson af TV 2 Charlies periodedrama, husker man hovedpersonen Erik (Morten Hee Andersen). Ham lærte vi at kende som en retfærdighedssøgende studerende med en beskeden respekt for autoritet. 

Det så vi, da han stik imod hospitalets forholdsregler tog en nyfødt dreng fra fødegangen, så barnets far kunne holde ham. 

Eriks impulsive handlinger er til stor gene for forstanderen Margrethe (Benedikte Hansen). Imidlertid har hun i seriens fortsættelse ikke i sinde at lade ham stå i vejen for hendes projekt om at gøre sygeplejen kønsneutral. 

Men det forhindrer ikke vores nævenyttige hovedperson i at fortsætte ad egne veje, når han i anden sæson smugler en lille dreng med lungebetændelse udenfor i to graders frost, hvor moren venter på dem. 

Når de studerende i en scene stiller sig pænt til morgensang med salmen En rose så jeg skyde, viser Sygeplejeskolen en betagende detaljerigdom. Vi tages blidt i hånden og føres ind i et smægtende retro-univers, og skønheden breder sig til seriens kostumer, indretning og fotografering. 

I sæsonens åbningsscene kommer de unge mænd – klædt i tætsiddende lægekitler – gående igennem hospitalsgården foran deres kvindelige medstuderende. Kvinderne er derimod symbolsk tildækkede ligesom tjenestepigerne i tv-serien The Handmaid’s Tale med både kyse og kappe. 

Serien er med sine udsøgte dekorationer et studie i, hvordan efterkrigstidens æstetik er blevet moderne igen. Det ser vi især på eleven Annas værelse, der er som taget ud af et boligmagasin anno 2019 med sine teaktræsmøbler, mønstrede tapet og tilfældigt placerede messingdingenoter. 

”Hvorfor må vi ikke få lov til at slappe af og koble hjernen en smule fra?” spurgte Folketingets formand Pia Kjærsgaard på Facebook, da hun i efteråret forsvarede seriens første sæson. 

Men selv om Sygeplejeskolen ikke prøver at være dansk fjernsyns næste store drama, er den selv som afslapningsfjernsyn på nippet til at være for tandløs. I forgrunden for seriens indtagende bagtæppe møder vi et persongalleri, der ligesom de syv små dværge i Snehvide er mere genkendelige for deres humør end deres navne. 

Jesper Groths Bjørn er kronisk nervøs og utilpas, Ulla Vejbys Else er evigt spydig, og Molly Egelinds Anna er altid forarget over noget. 

Det er et element kendt fra amerikanske komedieserier og teatrets commedia dell’arte. Her er en oplagt mulighed for at udforske seriens satiriske potentiale og adskille sig fra samtlige andre periodedramaer, men i Sygeplejeskolen virker deres karaktertræk vilkårlige. 

Og starten af anden sæson vader rundt i den samme retningsløse problemstilling, som den foregående ellers skulle besvare. Er den mandlige årgang på sygeplejeuddannelsen der kun for at beglo deres medstuderende, og har de i det hele taget evnerne til at blive lige så gode sygeplejere som kvinderne? 

Disse fordomme bekræftes i den besøgende journalists kritiske artikel og af årgangens skødesløse problembarn Erik, der tilmed har et romantisk forhold til en medstuderende. 

Serien vil have os til at se hans handlinger som et udtryk for hjerterum og selvstændighed. Noget, der skal inspirere de andre på uddannelsen såvel som seerne. Men det er problematisk, at vi for anden gang i Sygeplejeskolen ser ham kidnappe børn under dække af omsorg. 

Over for forstanderen sidestiller han sin protest med modstandsbevægelsen, hvilket cementerer hans frelserkompleks og mistede realitetssans. Men det italesætter serien meget sigende ikke. 

Det stilfulde 1950’er-univers sidder i skabet, og af samme grund ønsker man sig mere af seriens handling og persongalleri.