Sygeplejeskolen – sæson 3

”Elskede Erik.”

Sådan lyder den indledende replik i tredje sæson af Sygeplejeskolen. Den læses højt fra brevet, som Anna skriver til ekskæresten. I forrige sæson så vi, at Erik forlod hende for en lysere fremtid i Canada.

Siden er hun begyndt at ses med jazzmusikeren Ole (Kasper Dalsgaard). Han spiller jævnligt på hendes medstuderendes stamsted, hvor han trækker hende med op på scenen for at synge duet.

Men Anna savner gnisten i forholdet med den nævenyttige og ofte ustabile Erik. I hele første afsnit går hun med brevet i lommen og er i tvivl om, hvad det vil sige, hvis hun sender det. Noget tyder på, at trekantsdramaet endnu ikke er overstået.

Således samler tredje sæson trådene fra den foregående, samtidig med at vi følger nye udfordringer for de studerende på Fredenslund skolehospital.

De går fremdeles forrest i kampen for en kønsneutral sygeplejeuddannelse, men mødes med hån, forargelse og modgang i de traditionsbundne 1950’ere.

Overlægen for kirurgisk afdeling John Neumann (Jon Lange) er ny på hospitalet og tilføjer spænding til den ellers hyggemuntre serie.

Med sølvgråt hår og et drenget smil vækker han mindelser om George Clooneys figur i lægedramaet Skadestuen. Allerede få minutter efter sin ankomst er han kommet op at toppes med eleven Bjørn og har gjort sygeplejeren Nina blød i knæene.

”Det er min patient. Hun vil giftes,” udbryder mønstereleven Peter (Mikkel Hilgart) til en forbavset Anna (Molly Egelind) i et af afsnittets morsomme scener.

”Med dig?” spørger hun.

Det viser sig imidlertid, at patienten – der er forlovet med en anden – uventet skal føde inden for en uges tid, men ikke ønsker at få barnet uden for ægteskab.

Det er seriens force, at den bruger humor til at udstille gamle normer og idealer som forstokkede. Den formår både at underholde og bekræfte seeren i, at vi har det godt i det moderne Danmark.

Periodedramaet udfolder sig med inspiration fra andre forgængere. Vi ser optagelser af Fredenslund, der med sine grønne omgivelser til forveksling ligner introen til Downton Abbey. Vi møder tilknappede fruer, der ligesom Maude i Matador er rystet over skiftende sociale normer.

Og ligesom i flashback-scenerne i Dansen med Regitze slår serien fast, at vi befinder os i en tid før ungdomsoprøret med besøg på besynderligt renskurede og veloplyste jazzklubber, hvor nydeligt klædte fyre byder kvinder op til dans.

Sygeplejeskolen vender ligestillingsdebatten på hovedet ved at vise mænd træde ind i et traditionelt kvindeligt fag. En omstridt bevægelse, der bliver aktuel, da samtlige af amtets sygeplejeskoler skal lægges sammen.

På Fredenslund hersker en forestilling om, at mændene bliver skolernes nye samlingspunkt og med deres ligestillingsprojekt kan skabe dagsordenen for uddannelsens fremtid.

Men de møder modstand fra den nye amtsrådsformand Hr. Hedegaard, der kun har hån til over for mandlige sygeplejere.

Problemstillingen er spændende, men udfoldes ikke for alvor. Nok ser vi den fremsynede stab på Fredenslund iført retfærdighedens klæder, imens deres modstandere skildres som bedagede misantroper.

Men der mangler en refleksion over strukturel diskrimination, ja, faktisk forherliges strukturen. Hjælpeløse kvinder med opsat hår, nederdel og rød læbestift opvartes af mænd, der pligtopfyldende holder døren og betaler regningen.

Og seriens noble agenda sløres af en række plot-tråde fra forrige sæson, som der endnu ikke er bundet en sløjfe på. Det drejer sig blandt andet om fru Madsens skjulte seksualitet, Ninas skilsmisse med overlægen Bent Neergaard og Annas kærestesorger.

Der sker for meget på kort tid. Især fru Madsens seksualitet forbliver en fodnote i fortællingen. En historie om homofobi har blot til hensigt at tilføre det muntre periodedrama en snert af anspændthed.