Syng 2

Ved første øjekast frygter man det værste. 

Endnu en animationsfilm om dyr, og så er det tilmed en efterfølger. Men når først musikken spiller, er Syng 2 en medrivende hitparade med branche- og magtkritik i centrum. 

Den britiske instruktør og manuskriptforfatter Garth Jennings har skaffet et enestående soundtrack, som både store og små kan skråle med på. Det tæller hits af stjerner som Billie Eilish, Drake, Aretha Franklin og U2. 

Vi starter, hvor forløberen slap. 

I Syng redder koalaen Buster Moon sit teater fra at lukke ved at samle et hold af talentfulde dyr. I starten af Syng 2 ser vi dem spille for fulde huse, men Moon har større ambitioner på truppens vegne. Han sætter alt ind på at få skaffet dem et show i Redshore City, en pendant til Los Angeles. 

I den danske udgave lægger Poul Krebs meget passende stemme til Calloway, som har trukket sig tilbage fra offentlighedens søgelys efter konens død. 

Krebs’ røst har den rette genkendelighed og pondus til, at man tror på den afdankede Calloway. Også skuespillere som Annette Heick, Mads Knarreborg, Emma Sehested Høeg og Lars Mikkelsen indtaler stemmerne i den udgave af Syng 2, som vises herhjemme. 

Man kan tydeligt mærke, at Garth Jennings tidligere har instrueret musikvideoer for blandt andre Radiohead og Vampire Weekend. Jennings har sans for at kombinere musik og billeder, så det svinger. 

Det ser man allerede i starten, hvor der skrues op for The Weeknd-hittet I Can’t Feel My Face, mens Buster Moon suser afsted på en svævebane for at stoppe en talentspejder fra at forlade koalaens teater. 

Indimellem virker det imidlertid, som om Jennings bliver lidt for forelsket i ufattelige lange zooms, fordi det ser godt ud. Her tynger hans musikvideobaggrund fortællingen. 

Men da musical-vennerne kører i bus til Redshore City, ser man bussen udefra, mens omgivelserne med et fingerknips skifter fra nat og dag. En elegant måde at vise, at turen er mere end en dagsrejse. 

Filmen byder på et væld af sjove situationer og detaljer. Som da Moon forsøger at tørre sin pels med en håndtørrer og pludselig ligner Diana Ross.

Eller da holdet er ved at snige sig ind til en audition til lyden af Billie Eilish’ Bad Guy. Forklædt som rengøringspersonale gemmer de sig på den samme støvsuger bag ved elefanten Meena, som sidder ved rattet. Da støvsugeren er ved at tippe, bruger de øglen Frøken Kikis øje som støttehjul og når forbi vagten uden at blive opdaget. 

Under alle løjerne lurer en kritik af underholdningsbranchen. Allerede inden for de første ti minutter skrider musikeren Ash fra et koncertjob, fordi hun kun får halvt så meget i løn som de andre, der spiller. 

Og så er der teaterbossen Jimmy Crystal. 

Han spinder guld på andres talent og ter sig som et barn, fordi han kan. Lars Mikkelsens stemme passer nærmest perfekt til teaterbossen, som naturligvis er en ulv i dyreuniverset. Mikkelsens stemme skifter fra behagelig til frygtindgydende, så det næsten giver et sæt i én. 

Det er noget af et mysterium, hvorfor persongalleriet er dyr og ikke mennesker. Det bruges nemlig ikke til synderligt meget, at de alle tilhører forskellige arter. 

Produktionsselskabet har lavet kæmpesuccesen Grusomme mig, som den nye film ikke kan måle sig med. Dertil mangler den originale og ikoniske figurer i stil med de gule minions, som er blevet Illumination Entertainments maskot. 

Til gengæld er figurerne tilpas nuancerede og historien fortalt med så meget overskud, at man er mere end rigeligt underholdt i filmens næsten to timers spilletid.